Gåsehud på og udenfor banen - Schweizisk legende får tårevædet afsked
Det schweiziske håndbold-ikon Andy Schmid har spillet sin sidste hjemmekamp Rhein-Neckar Löwen, og det blev markeret med tårer og stående klapsalver i slutningen på kampen mod THW Kiel.
Forud for denne sæson meldte Andy Schmid ud, at han ikke ville forlænge sin kontrakt med Rhein-Neckar Löwen, som han har spillet for siden, han skiftede fra danske Bjerringbro-Silkeborg i 2010.
Den uhyre dygtige playmaker fortsætter karrieren i hjemlandet, hvor han fra næste sæson skal tørne ud for HC Kriens-Luzern. Andy Schmid har også tidligere luftet ideen om en fremtid som træner, når han en dag går på pension fra sin aktive karriere.
Schmid slog for alvor sit navn fast i verdenseliten efter sit skifte til den tyske storklub, hvor han i en længere årrække var en af de bærende profiler under den nuværende danske landstræner Nikolaj Jacobsen.
Den schweiziske Rhein-Neckar Löwen-legende har i sin tid i klubben vundet to tyske mesterskaber, en tysk pokal-titel, tre tyske supercup-titler og en EHF European Cup-titel.
Andy Schmid er fem gange blevet kåret til årets spiller i Bundesligaen og har spillet mere end 170 landskampe for Schweiz.
Du kan se de rørende afskedsbilleder i videoen øverst i artiklen.
Victor Nyrup Henriksen
victor.nyrup.henriksen@nentgroup.com










