Forbudt for børn: Storklub frabeder sig små børn i hallen til Champions League-brag
Af: Peter Schulz
Makledonsk 'Hexenkessel' venter Niklas Landin og THW Kiel i Champions League-knockout-brag søndag kl. 17.00.
THW Kiel er bagud med et enkelt mål efter den første Champions League-kvartfinale mod de regerende mestre fra Vardar Skopje.
Returkampen, som spilles kl 17.00 i dag i Skopje på TV3 SPORT og Viaplay, bliver bogstaveligt talt forbudt for børn.
På den makedonske klubs hjemmeside kan man således læse, at forældre skal holde børn på under syv år væk fra arenaen, der er totalt udsolgt.
-Efter denne sæson pulveriseres Vardar Skopje-mandskabet. Deres russiske ejer skærer budgettet fra seks til to millioner euro, og dagens kamp bliver farvel til den internationale topscene for dette mageløse makedonske hold, siger TV3 SPORTs kommentator Dennis Søndergaard.
-Det bliver uden tvivl dramatisk. THW Kiel har fokuseret meget på i det taktiske oplæg at holde hovederne kolde, for der kommer fuld blæs på fra hjemmeholdets 7500 fans, tilføjer han.
René Toft Hansen er meldt ude af opgøret for tyskerne med en skade, hvilket gør gæsterne ekstra sårbare i defensiven.
Du kan se kampen LIVE fra Skopje på TV3 SPORT og Viaplay fra kl. 16.55.
Du kan også se danskerklubben Flensburg-Handewitt i aktion i Champions League. Det er i opgør mod Montpellier, og det er LIVE fra kl. 18.55 - også på TV3 SPORT og Viaplay.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










