Gå til hovedindhold

Fog forudser overkommelig dansk sejr

Fog forudser overkommelig dansk sejr

Af: Ritzau

Nordsjælland-træner Ian Marko Fog er ikke bleg for at udråbe danskerne som store favoritter til at snuppe en overkommelig sejr over Rusland i lørdagens åbningskamp ved EM.

Om ganske få timer bliver Danmarks EM for alvor kastet i gang, og det bliver i en åbningskamp mod Rusland.

En håndboldnation som det danske herrelandshold har haft et ganske godt tag på de seneste år.

De seneste tre indbyrdes opgør er alle gangene endt med lutter danske sejre, og ifølge Ian Marko Fog skal man da heller ikke forvente andet end en dansk sejr lørdag aften i Gdansk.

  • Jeg ville blive vanvittig overrasket, hvis Danmark taber. Det tror jeg faktisk ikke kan ske, for Danmarks rutine og de spillere de har, kontra Rusland, gør, at jeg anser det som usandsynligt, at danskerne ikke vinder, indleder han overfor tv3sport.dk.

  • Danmark har så meget rutine og prøvet det så mange gange før, så jeg tror, det bliver en rimelig overkommelig sejr til Danmark.

Åbningskampe ved mesterskaber er altid specielle og har sit helt eget liv.

Her kan nerverne mange gange godt spille et puds, men det bliver ikke noget problem for Gudmundur Gudmundssons tropper, mener Ian Marko Fog.

  • Mange af dem spiller i store klubber under rigtig stort pres hele tiden. Når man spiller de her åbningskampe, så vil der være noget nervøsitet og nogle afstemningsvanskeligheder, men Danmark er lige det stykke foran Rusland.

  • Danmark vil gå ud og brænde en masse krudt af, og vise at de er der. Jeg tror, russerne får svært ved at følge danskernes tempo over 60 minutter.

De næste mange dage vil hele den store håndbold-verden blive beriget og fodret med herrehåndbold fra allerøverste hylde og Ian Marko Fog kan nærmest ikke vente på kulminationen lørdag aften.

  • Jeg er meget nørdet, og jeg glæder mig sindssygt meget til at følge så mange kampe som muligt. Det er spændende for mig at se, hvad udviklingen i international herrehåndbold er.

  • Jeg kigger efter nye tendenser, og se om man kan kopiere noget fra de allerbedste, slutter han.

Ian Marko Fog forventer, at Danmark tager fire point med over i mellemrunden, og det kræver en god start mod Rusland.

Klokken 20.15 fløjtes Danmarks første EM-kamp op.

Andre gode nyheder