
Af: Nikolaj Jensen
Ekspert Jan Paulsen er dybt imponeret over Frankrigs fysiske stærke pragteksemplarer.
Frankrig lukkede og slukkede de 25. verdensmesterskaber med at stå øverst på podiet og med et forsvar af VM-guldet fra 2015.
Måden hvorpå VM-trofæ nummer seks blev kørt i hus, med en 33-28-sejr over Norge, imponerer ekspert Jan Paulsen, der fremhæver de franske spilleres fysiske form, som bare er rå verdensklasse.
-Jeg er meget imponeret over, at Frankrig løb stort set hele kampen. Der var bare stor fysik til forskel. I håndbold kommer man bare langt med god fysik, fortæller Jan Paulsen til tv3sport.dk.
-Nikola Karabatic så lidt træt ud i kvart- og semifinalen, men det var han overhovedet ikke i dag. Han buldrede bare derudaf, og trykkede sammen med resten af holdet hårdt på.
-Det er bare nogle topatleter, der jo har idealmålene alle sammen. Omkring 1.97 centimeter høje og 100 kilo og slanke som ind i helvede. Der sidder ikke et gram fedt forkert nogen steder, og det må man bare tage hatten af for.
I første halvlegs første 25 minutter stod der faktisk Norge på langt det meste. Men herfra bragte Frankrig fysikken ind i finalen,og der kom nordmændene til kort.
De mange kontramål, Norge fik kastet lige imod sig, blev dyre, fortæller Paulsen.
-Man må bare sige, at Frankrigs 3-4 hurtige kontramål i anden halvleg gjorde forskellen, og så bliver de bare sindssygt svære at hente. Espen Lie Hansen startede fint og spillede godt med stregen, men så tog franskmændene bare over.
Allerede inden mesterskabsstart var Frankrig kæmpefavoritter til at nå finalen - og ikke mindst at vinde den.
Der lå OL-revanche i luften, og missionen om at hjemtage VM-guld nummer fire ud af de seneste fem verdensmesterskaber blev ikke ligefrem sværere af, at Les Bleus optrådte på hjemmebane.
-Det har været en fransk dominans. Frankrig har alligevel vundet alle kampene med afstand. Værtsnationen kommer altid langt, men uanset hvor i verden der bliver spillet håndbold, er Frankrig favoritter.
-Det var meget forudsigeligt, kan man sige. Men det er ikke sådan, at Frankrig har elimineret de store nationer. Danmark, Tyskland og Spanien har elimineret sig selv, slutter Jan Paulsen.
Næste verdensmesterskab bliver delt mellem Danmark og Tyskland i 2019, hvor Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København bliver danske værtsbyer.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk










