Gå til hovedindhold

Ekspert: Frankrigs viceolympiske mestre er mikroskopiske EM-guldfavoritter

Ekspert: Frankrigs viceolympiske mestre er mikroskopiske EM-guldfavoritter
Scanpix

De franske viceolympiske mestre er ifølge ekspert Lars Rasmussen mikroskopiske favoritter til at snuppe EM-guldet på søndag for første gang nogensinde.

Skrevet af Nikolaj Jensen, Gøteborg

I løbet af mesterskabstiderne kan det franske kvindelandshold blot se tilbage på én titel: VM-guldet tilbage i 2003.

Sidenhen har de franske håndboldkvinder været i fem semifinaler og efterfølgende tre finaler, som to af gangene er blevet tabt til Norge og en enkelt gang til Rusland.

I aften står de olympiske medaljetagere så over for hinanden i en direkte duel om at nå finalerne ved EM i Sverige. Her kan ’Les Bleus’ påtage sig en lille rolle for både at gå i finalen og slå Danmark eller Holland, mener ekspert Lars Rasmussen.

-Nu har jeg set alle de fire semifinalister spille, og jeg må sige, at jeg ser Danmark på niveau med Norge. Holland er lige 5 procent efter Danmark og Norge, men Frankrig er eddermame noget, der siger av, fortæller den tidligere landsholdsfløj til tv3sport.dk.

-Spørger du mig lige nu, så tipper jeg Frankrig til at være en mikroskopisk lille favorit til at tage EM-titlen foran Danmark, Norge og Holland.

-Men jeg ser en tæt kamp mellem de fire hold. Det bliver to fantastisk spændende semifinaler og pissesjovt at se.

Specielt franskmændenes forsvarsspil og dertilhørende nærmest uhørte fysik har været et stort samtaleemne – ikke blot under det igangværende europamesterskab men også det seneste år.

Leder man efter fysiske pragteksemplarer, skal man bare rette øjnene mod Frankrig, understreger Lars Rasmussen.

-Mage til atletiske spillere, som både magter og mestrer gennembrud, overblik og skudstyrke skal man lede længe efter.

-Frankrig har et forsvar, som i mine øjne, nok har været det bedste til EM skarp forfulgt af Danmark.

Inden EM tog sin begyndelse den 5. december, udråbte mange eksperter Norge, som har spillet sig i deres 11. semifinale, til – igen – at gå hele vejen.

Men de norske jenter har vist sjældne og store svaghedstegn i løbet af turneringen, hvor Camilla Herrem og co. ikke været helt så suveræne som set tidligere.

En stor del af forklaringen kan findes i, at de forsvarende europa- og verdensmestre for første gang i syv år er uden stregstjernen Heidi Løke.

-Det er lidt mærkeligt, for i Møbelringen Cup inden EM, udraderede Norge Danmark og de første kampe tænkte man, de var ustyrlige og uovervindelige.

-Men Norges kurve har været nedadgående og de er dalet i niveau. Heidi Løke har igennem mange år voldt så store problemer for samtlige forsvar, at det ikke kan undgå at være et tab, at hun ikke er med.

-Jeg tror, Norge er blevet ramt, for de andre hold er blevet til at læse dem, når Heidi Løke ikke er med. I det sekund, du trådte et skridt for langt frem i, kom indspillet til Løke og stod man tilbage, har Norge bare for dygtige skytter. Derfor var de svære at spille mod, det er de stadig, men ikke på samme niveau, som da Heidi Løke var på stregen, slutter Lars Rasmussen.

Det er store semifinale-dag i Gøteborg, hvor Danmark lægger ud med at møde Holland 18.15, mens Norge og Frankrig altså spiller deres semifinale klokken 20.45.

Andre gode nyheder