Doping-chok i Aalborg: Portugiser testet positiv
Af: Ritzau
Aalborgs Miguel Martins har bedt om en ekstra prøve, men det står klart, at han ikke kommer i aktion til VM.
Den portugisiske Aalborg-spiller Miguel Martins suspenderes fra håndbold-VM efter en positiv dopingprøve.
Det oplyser Aalborg Håndbold på håndboldklubbens hjemmeside.
Miguel Martins afleverede en positiv dopingprøve i forbindelse med det portugisiske landsholds forberedelser til den igangværende VM-slutrunde.
Han har bedt om at få lavet en såkaldt B-prøve for at få sagen undersøgt til bunds.
Men det ligger klart, at han ikke kommer til at deltage ved VM for Portugal, oplyser Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.
-Det kommer selvfølgelig som et stort chok for os at høre, og vi har selvfølgelig været i kontakt med Miguel, der selv er lige så uforstående, som vi er, og bedyrer, at han ikke har foretaget sig noget ulovligt.
-Vi kan og vil ikke gøre yderligere i sagen indtil svaret på B-prøven foreligger, hvilket vi lige nu ikke ved, hvornår sker. Først når vi kender svaret på prøven, vil vi forholde os til det videre forløb, siger Jan Larsen til klubbens hjemmeside.
Portugal åbner VM onsdag aften mod USA.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk

