Gå til hovedindhold

Dansker skal fylde noget af hullet efter Pytlick i Flensburg

Af: Ritzau

Andreas Holst Jensen har været uden klub siden i sommer, men skal nu tørne ud for Flensburg-Handewitt.

Simon Pytlick efterlod et stort hul hos Flensburg-Handewitt, da han for nogle uger siden brækkede armen og blev dømt ude resten af sæsonen.

Nu har klubben imidlertid fået lukket i hvert fald noget af hullet.

På sin hjemmeside skriver Flensburg-Handewitt således, at man har lavet en aftale med den hårdtskydende dansker Andreas Holst Jensen.

De to parter er blevet enige om en aftale, der gælder resten af sæsonen.

 -Det er en god mulighed for mig, og jeg ser virkelig frem til at spille foran klubbens fans. Der er stadig nogle spændende kampe tilbage i sæsonen, og jeg håber, at jeg kan hjælpe holdet, siger Andreas Holst Jensen.

Den 30-årige bagspiller har senest tørnet ud for Rhein-Neckar Löwen, hvor hans kontrakt løb ud efter sidste sæson.

Tidligere har han spillet for klubber som Montpellier, Aalborg Håndbold, GOG og barndomsklubben Lemvig-Thyborøn.

 -Med Andreas får vi endnu en mulighed i bagkæden. Han er en god spiller, som kommer med den danske filosofi, siger træner Ales Pajovic.

Simon Pytlick brækkede armen i en European League-kamp mod Toulouse i slutningen af februar.

Foruden Andreas Holst Jensen har Flensburg-Handewitt skrevet kontrakt med højrebacken Marko Kopljar efter Pytlicks skade.

/ritzau/

Andre gode nyheder