
Danmark leverede EM-turneringens hidtil ringeste første halvleg i fredagens sidste gruppekamp mod Tjekkiet. Det efterlod en sur Stine Bodholt, der kom ud med aggressionerne i anden halvleg.
Af Nikolaj Jensen
Længe lå Tjekkiet og pressede det danske kvindelandshold lige lovlig langt ud i torvene.
Specielt i første halvleg var de tjekkiske drillepinde Danmark overlegent i begge ender af banen, hvor måltavlen viste 13-17.
Men så skete der en forvandling for Klavs Bruun Jørgensens tropper, der kom ud med en helt anden udstråling efter pausen – og det var i den grad nødvendigt, understreger Stine Bodholt.
-Vi kom ud med en helt anden aggressivitet, vilje, udstråling og tro på tingene. Vi var i en hal, hvor der var en pissegod stemning, siger den danske stregspiller Stine Bodholt til tv3sport.dk.
-I første halvleg var vi der slet ikke mentalt. Jeg var slet ikke tilfreds. Jeg var lidt sur, for jeg syntes ikke, det var i orden det, vi leverede. Vi skulle ind og gøre det meget bedre, og det fik vi gjort.
I pausen mellem de to halvlege fik de danske spillere sig en konstruktiv snak med landstrænerteamet om hvordan, man skulle vende et truende nederlag til en sejr, der betød, at man tog maksimumpoint med over i mellemrunden.
Det resulterede i en markant anderledes dansk indsats i anden halvleg, hvor Danmark blandt andet holdt tjekkerne fra at score i seks minutter midtvejs i anden halvleg.
Derudover kom slutrundedebutanten Anne Cecilie de la Cour ind og lynede med sin venstre hammer og lavede tre af Danmarks 20 mål efter pausen.
-Vi snakkede faktisk stille og roligt, hvor vi fik rettet nogle ting til rent taktisk. Der var ingen stress eller panik. Vi troede på, at vi skulle arbejde os ind i kampen.
-Den eneste måde man gør det på, er ved at kommunikere ud, hvad man skal gøre. Folk pustede ud og fandt det frem, der skal til for at spille det her EM, slutter Stine Bodholt.
Maksimumpoint i mellemrunden hvor Norge, Rusland og Rumænien venter. Hvad siger du til det?
-Det bliver svært. Men vi skal ud og angribe dem. Vi har ingenting at tabe og alt at vinde. Vi skal spille frit og nyde at spille håndbold og være til EM. Nu arbejder vi videre derudaf, slutter Viborg-stregen.
Danmark starter ud med at møde de norske jenter på søndag klokken 20.45 i Helsingborg.
Rusland venter tirsdag og Rumænien bliver sidste modstander onsdag.











