
I minutterne efter Team Esbjergs hollandske stjerne Estavana Polman havde slået Danmark ud af guldmedaljedrømmene, sendte hun positive tanker til sit klubland, som hun håber, tager EM-bronzemedaljerne søndag.
Skrevet af Nikolaj Jensen, Gøteborg
På bekostning af Danmark spillede Holland sig fredag aften i sin anden store mesterskabsfinale på under et år.
Måden sejren blev kørt i hus på, var mere overbevisende på banen end den fire måls difference måltavlen viste.
Endestationen for dansk guld blev altså i semifinalen, men Estavana Polman håber af hele sit hjerte, at Danmark søndag kommer til at stå et trin eller to længere ned med Holland på medaljeskamlen.
-Jeg synes, Danmark har et godt hold og jeg håber, de tager bronzemedaljerne. Det vil være godt for dansk kvindehåndbold og også for mig, der spiller i Danmark til daglig, fortæller den hollandske stjerne til tv3sport.dk.
Med sine syv fuldtræffere spillede den mangeårige danske ligaprofil en hovedrolle i Hollands nedslagtning af det danske kvindelandshold.
De hollandske profiler sugede al energien og kraften ud af det danske angrebsspil, hvis 22 mål på dagen ikke var nok til at matche Hollands 26.
Et nederlag til netop Danmark havde da heller ikke faldet i god jord hos den karismatiske Polman.
-Det var dejligt. Jeg sparkede dem tilbage til Danmark igen. Jeg sagde til min træner (Lars Frederiksen red.), at hvis jeg tabte, ville jeg tage et halvt års pause. Jeg ville ikke komme hjem igen, så det var godt vi vandt.
-Nej, det er for sjov. Vi spillede med omtanke i en sindssyg anden halvleg, hvor forsvaret stod som en mur hele tiden. Vi lavede også de nemme mål, som vi havde sagt til os selv, vi skulle gøre, for Danmark spiller meget med de samme spillere.
-Fuck yeah – nu er vi i finalen. Det er helt vildt.
Spørgsmål: Er I bange for at møde Norge, som slog jer klart i VM-finalen og kampen om OL-bronze?
-Altså hvis vi spiller, som vi gjorde i dag mod Danmark, så 'bring it'. Vi går for det, slutter Estavana Polman med et stort smil på læben.
Hollands EM-finale mod Norge, der vandt deres semifinale 20-16 over Frankrig, spilles på søndag klokken 18.00.
Klokken 15.30 står Danmark ansigt til ansigt mod netop Frankrig i dysten om EM-bronze – og det er klokken 15.30.











