Gå til hovedindhold

Danmark sejrer i Rikke Poulsen-show

Danmark sejrer i Rikke Poulsen-show

Af: Ritzau

Keeper Rikke Poulsen stjal billedet, og rullede gardinet fuldstændig ned, da Danmark tog en forløsende 20-28-sejr over Montenegro i fredagens placeringskamp.

Tavlen blev for alvor vasket ren, da det danske kvindelandshold hev en forløsende ottemålssejr over Montenegro i land, således OL-kvalifikationsbilletten nu også er sikret.

Det ganske danske håndboldpublikum kan atter trække vejret helt ned i maven igen.

Uanset udfaldet af Danmarks placeringskamp søndag mod Rusland, så skal Danmark spille kvalifikation til foråret for at komme med til de olympiske lege i Brasilien.

Det blev en realitet efter Montenegro blev banket 20-28 fredag eftermiddag.

Tilskuerantallet i mægtige Jyske Bank Boxen var dog halveret til Danmarks vigtige placeringskamp.

Men det var ikke fordi, udfaldet af opgøret mod Montenegro var komplet ligegyldig.

En dansk sejr ville nemlig med 100 procent sikkerhed udløse en dansk OL-kvalifikationsbillet -- så motivationen var tårnhøj, selvom Jyske Bank Boxen slet ikke var i nærheden af tidligere tiders kogepunkter.

Starten for de danske håndboldkvinder var tæt på at være perfekt.

Topscoren Stine Jørgensen bragede de hvidblusede danskere i front 0-3 efter seks minutter.

Det var endnu ikke lykkedes for de slagne montenegrinere at finde vej bag Rikke Poulsen mål.

Opgøret skulle helt hen i sit ottende minut før Milena Raicevic formåede at finde det spinkle hul bag en storspillende Viborg-keeper.

Både træværket og marginalerne var i den grad med Rikke Poulsen, der som minutterne skred frem blot kunne juble over den ene bold efter den anden.

Den hårde og kontante danske defensiv holdt de aggressive montenegrinere fra fadet, således føringen kom helt op på 3-8 efter 15 minutter.

Med en redningsprocent på de 56 var Rikke Poulsen en mægtig stor del af, at danskerne fortjent kunne gå til pause foran 11-15.

14 redninger stod den temperamentsfulde keeper for, og det var faktisk mere end hende og keeperkammeraten Sandra Toft havde i hele kvartfinalekampen mod Rumænien, hvor det samlet blot blev til 11 redninger.

Spændingen udeblev totalt i anden halvleg.

Efter det første kvarter havde det danske forsvar i samarbejde med Rikke Poulsen sat yderligere en prop i montenegrinernes forsvar.

15-24 lød den nu meget store danske føring på.

Klavs Bruun Jørgensen gjorde i sin storsejr brug af samtlige spillere.

Selvom Rikke Poulsen gjorde det fremragende, så fik den indskiftede Nykøbing-keeper Mette Iversen Sahlholdt de sidste minutter i det danske mål.

Selv Pernille Holmsgaard kom på måltavlen, da hun med sin tredje scoring i løbet af hele turneringen blev matchvinder.

Søndag formiddag klokken 12.15 møder Danmark Rusland i en kamp om 5/6.-pladsen.

Andre gode nyheder