Dalmose starter i Siófok med øjeblikkelig virkning

Af: Ritzau
Christian Dalmose og ungarske Siófok KC er i samarbejde blevet enige om at ansætte den karismatiske danske træner med øjeblikkelig virkning.
Vladimir Golovin valgte tidligere på ugen at fratræde sin stilling som cheftræner for det ungarske storhold, og derfor er Christian Dalmose blevet tilbudt at overtage holdet med det samme.
Det var ellers meningen, at den tidligere Viborg-træner først skulle sætte sig i trænersædet den 1. juli, men der skulle ikke gå mange minutter, før Dalmose altså tog imod tilbuddet om at starte en del før tid.
-
Deres træner valgte tirsdag at sige stop, og så var jeg hernede i en anden sammenhæng. Klubben spurgte så sammen med spillerne, om jeg var klar til at tage over med det samme, fortæller Christian Dalmose til DR Sporten.
-
Det blev jeg selvfølgelig stolt af og glad for. Jeg skulle lige bruge 5-10 minutter på at tale med min familie og få det hele på plads. Jeg fik kæmpe opbakning hjemmefra, og så var jeg ellers klar til at møde spillerne, uddyber han.
Siofók vandt den første kamp med Christian Dalmose ved roret. I går aftes besejrede de Bekescsabai med 27-29 på udebane.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








