Dalmose: Norges vekslende landsholdsprincip er inspirerende

Christian Dalmose hylder og kalder det inspirerende for måden hvorpå det norske kvindelandshold hele tiden formår at udklække stjerner fra B-landsholdsspillere til europa- og verdensmestre.
Det norske kvindelandshold er ikke bare kendt for at hive det ene mesterskab til sig efter det andet - december efter december.
Nordmændene har i rigtig mange år været på den kvindelige landsholdsside også været dygtige til at rekruttere de helt rigtige landsholdstalenter til A-landsholdet med enorm succes.
TV3 SPORTs håndboldekspert Christian Dalmose kan ikke andet end at bøje sig i støvet over måden, det norske kvindelandshold hele tiden udvikler sig hvor fravalgene af de gamle, rutinerede profiler stille og roligt bliver udskiftet med friske, landsholdsklare talenter.
-Jeg synes, Norge er igennem en god udvikling, som de har kørt på de sidste mange år. Det har været meget lærerigt at opleve, hvordan de har været meget professionelle og fokuseret på, hvordan det skulle foregå, fortæller Christian Dalmose til tv3sport.dk.
-Man har hele tiden sørget for, at der er blevet skiftet ud. Der har været en kontrol over at få skiftet de gamle ud med unge spillere, der via B-landsholdet har fornemmet, at de har haft en rolle og dermed kommer ind og snuser til A-landsholdet.
Den islandske norske kvindelandstræner, Thorir Hergeirsson, tør tage nogle chancer indimellem.
Senest til Golden League i Danmark for en måned siden, hvor kæmpeprofilerne Nora Mørk, Heidi Løke og Stine Oftedal fik en velfortjent pause efter et hårdt OL.
I stedet hev man nogle uprøvede, unge kræfter op ad hatten, hvilket resulterede i at man vandt stævnet suverænt. Lidt samme scenarie dannede grundlag for udvælgelsen af EM-truppen, hvor store navne som Ida Alstad, Linn Kristin Riegehulth-Koren og Katrine Lunde blandt andet er siet fra til fordel for debutanter.
-De nye har jo været klar til det her generationsskifte. Spillere som Stine Oftedal, Veronica Kristiansen og Nora Mørk ved jo godt, det er dem, der trækker det store læs. Men så er der kommet nogle nye bagom, som har været gode til at løfte det op.
Torsdag aften ved Møbelringen Cup står Danmark og Norge overfor hinanden i den 149. landskamp gennem tiderne. Denne gang stiller de norske jenter for første gang i lang tid uden Heidi Løke.
Fraværet af den gravide Györ-profil kan gå hen og blive en stor dansk fordel, mener Dalmose.
-Man kommer til at opleve et dansk landshold til opvarmningsturneringen, som generelt vil have nogle op- og nedture. Danmark kommer op mod nogle stærke modstandere, hvor Norge mangler Heidi Løke, der tidligere har gjort rigtig ondt.
-Der er gjort nogle udskiftninger på det norske landshold. Men den kære, norske landstræner går altid efter at vinde, så jeg er spændt på at se, hvordan de griber det an på hjemmebane, siger Dalmose, der mener følgende syv burde havde plads i den danske startopstilling:
-På venstre fløjen kan jeg lige så godt sige Fie Woller som Maria Fisker. Problemet er, at Maria ikke er den Maria, jeg kendte for et par år siden spillemæssigt. Anne Mette Hansen, Stine Jørgensen og Mette Tranborg i bagkæden. Trine Østergaard på højre fløj, Sandra Toft på mål og Kathrine Heindahl på stregen, slutter Dalmose.
Danmarks landskamp mod Norge fløjtes op klokken 19.45 i Stavanger.
Frankrig og Rusland mødes forinden.
Skrevet at Nikolaj Jensen











