Gå til hovedindhold

Dalmose: Maria Fisker er ikke førstevalg og er langt fra sit topniveau

Dalmose: Maria Fisker er ikke førstevalg og er langt fra sit topniveau
Foto: Scanpix

Den danske venstre fløj Maria Fisker nettede kun én enkelt gang under weekendens Golden League-stævne og skuffede fælt, mener TV3 Sports håndboldekspert Christian Dalmose, der ikke kan kende Randers-fløjen.

Skrevet af Nikolaj Jensen 

Maria Fisker var en skygge af sig selv under kvindelandsholdets tre sidste testkampe, inden EM går løs om præcis én uge. 

Det mener Christian Dalmose, som i perioden 2013-2015 var cheftræner for Maria Fisker i Viborg HK. Den danske fløjspiller er meget langt fra det topniveau, der prægede hendes spil de sidste par sæsoner. 

-Jeg vil ikke sige, Maria Fisker er på noget som helst niveau. Det kan lige så godt være Fie Woller, der tager pladsen som førstevalg på venstre fløjen nu, fortæller Christian Dalmose til tv3sport.dk.

-Under de her testkampe har det været på venstre fløjen, man har skuffet mest. 

-Man kan i hvert fald ikke sige, at Maria Fisker har spillet sig til en position som førstevalg på venstre fløjen i løbet af de sidste tre kampe. Hun har i perioder været fuldstændig anonym. 

Spørgsmål: Hvor langt er hun fra topniveauet? 

-Jeg synes, der er et pænt stykke op. Det må jeg sige. På et tidspunkt sagde man, at hun var noget af det bedste. Det er længe siden, jeg har set, at hun har brændt så store chancer, og være så langt væk i kampene, hvor hun nærmest forsvinder.  

Maria Fisker kom i sommerpausen hjem til Randers HK efter en enkelt sæson i CSM Bukarest, som blandt andet kastede en Champions League-titel af sig.  

Hjemkomsten til det danske har dog ikke været en dans på roser for den danske venstre fløj – i hvert fald spillemæssigt vurderer Dalmose. 

Selvtilliden, som lige nu ikke er i højeste kurs for Maria Fisker, skal boostet i den rigtige retning frem mod EM-start på mandag mod Montenegro. 

-Jeg synes ikke, hun har spillet en fantastisk halvsæson for Randers. Det er lidt en blanding af det hele. Hun har ikke spillet fremragende efter, hun kom hjem fra Rumænien. Hun har ikke ramt det niveau, man så for halvandet år siden, da hun spillede i Viborg. 

Spørgsmål: Hvordan kommer hun over på den anden side igen? 

  • Det gør man, hvis man skubber lidt til hende og får hende sat lidt ud over stepperne. Lige nu er hun meget stillestående i sit spil. Hun står bare og spiller bolden videre.

-Hun mangler at være mere udfordrende, farlig og aggressiv i sit spil. Det er ikke det, vi ser i øjeblikket. Hun skal have troen tilbage. Det kan sagtens komme, for man ved, hun besidder det. Men det har ikke været der i et godt stykke tid, slutter han. 

Maria Fisker har siden slutrundedebuten under verdensmesterskaberne i 2013 været med for Danmark under EM i 2014 og VM på hjemmebane sidste år. 

Hun står noteret for 196 scoringer i 74 landskampe.

Andre gode nyheder