BSH-boss melder Rasmus Lauge ude på ubestemt tid
Af: Ritzau
"Familiære årsager" gør, at Bjerringbro-Silkeborg ikke regner med, at Rasmus Lauge er med i resten af sæsonen.
Landsholdsspilleren Rasmus Lauge meldes ude på ubestemt tid for sin klub, Bjerringbro-Silkeborg (BSH), på grund af "familiære omstændigheder".
Det siger direktør Jesper Schou til TV 2 Sport.
-Det er i hvert fald sådan, at i øjeblikket regner vi ikke med, at han er en del af holdet i resten af sæsonen, siger Jesper Schou inden BSH's kamp tirsdag aften på udebane mod Nordsjælland Håndbold i Herreligaen.
Lauge, der spillede en stor rolle i det danske landsholds suveræne VM-guld i januar, har ikke været en del af BSH's hold i de seneste to kampe.
Playmakerens seneste optræden var pokalfinalen mod Aalborg Håndbold 16. februar. Siden da er det blevet til to uafgjorte kampe for BSH i Lauges fravær.
Rasmus Lauge vendte i sommeren 2023 hjem til dansk håndbold og BSH på en femårig kontrakt. Det var i netop BSH, at han fik sit professionelle gennembrud.
Fra BSH drog han i 2013 til den tyske storklub THW Kiel. I 2015 skiftede han til rivalen Flensburg-Handewitt, inden landsholdsprofilen i 2019 drog til ungarske Veszprem, hvor han spillede indtil 2023.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









