Olesen og Bjerregaard får fornemt følgeskab ved The Open: Se hvornår danskerne slår ud på torsdag
Af: Casper Dalsten
Både Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard får fornemt selskab ved 1. runde af The Open, der skydes i gang nu på torsdag i Nordirland.
Torsdag sættes den 148. udgave af den prestigefyldte golfturnering The Open i gang, når Royal Portrush Golf Club i Nordirland danner rammerne om fire dage med golf på højeste niveau.
De to danske stjerner Lucas Bjerregaard og Thorbjør Olesen er begge med i det stærke felt af deltagere, og de får også fornemt selskab, når de torsdag går ud til 1. runde.
Olesen bliver den første dansker på banen, når han deltager i en tre-bold sammen med engelske Tommy Fleetwood og amerikanske Justin Thomas. Trioen slår efter planen ud 13.53 dansk tid.
Godt og vel to timer senere er det så Lucas Bjerregaards tur til at komme i aktion, når han slår ud i selskab med amerikanske Tony Finau og det britiske håb Justin Rose, der aktuelt er nummer fire på verdensranglisten og PGA Touren. Det er 15.48, at de går i gang.
Casper Dalsten
casper.bojsen.dalsten@nentgroup.com










