Gå til hovedindhold

Dansker fører: 'En af mine bedste runder i sæsonen'

Af: Andreas Roesen

John Axelsen har fået en god start ved Omega European Masters.

Danskeren fører nemlig turneringen efter første runde. En føring han dog deler med fem andre i form af Nacho Elvira, Gavin Green, Masahiro Kawamura, Eddie Pepperell og Matt Fitzpatrick.

Dermed har danskeren gode kort på hånden, inden anden runde slås i gang fredag, hvor du kan følge med i, om Axelsen fastholder føring.

**Det gør du ved at tænde for Viaplay eller V Sport Golf klokken 13:30. **

Den 25-årige danske golfspiller var også en glad mand, da Viaplays reporter fangede ham efter første runde.

-Det er en af mine bedste runder i sæsonen. Min runde på seks under par i Porsche Open var også deroppe af. Men spillet var rigtigt godt fra tee til green.

-Det er grunden til, at jeg går så god en runde, og det er også slagene mod green, der er vigtigst ved spillet på denne her bane, hvor, hvis du rammer fairways, så får du mange birdiemuligheder, siger Axelsen til Viaplay, hvor til han tilføjer om sit eget spil.

-Jeg slog bolden rigtigt tæt på i dag (red. i går). Jeg holer ikke nogle lange putts, og jeg misser endda et par korte. Så det var regulære birdies. Det føles godt at have fundet noget, der give mig noget stabilitet i det lange spil. Det gjorde, at jeg undgik de der rutsjeture på en runde.

Til trods for den gode start, så maner den unge mand fra Holbæk til besindighed, når han skal vurdere mulighederne for resten af turneringen. Det skyldes blandt andet også, at han har haft lidt udfordringer i dagene op til Omega European Masters.

-Det kan jo svinge meget fra dag til dag, og jeg har været lidt syg de sidste par dage. Men denne her runde er et super udgangspunkt til resten af turneringen. Men der er stadig masser af huller tilbage.

I klippet oven over kan du se et par højdepunkter fra Axelsens første runde.

Andre gode nyheder