Gå til hovedindhold

Danske Højgaard taber terræn i tredje runde af Masters

Af: Ritzau

Fire bogeys i tredje runde gør, at Rasmus Højgaard rykker fra en niendeplads til en 21.-plads i Masters.

Den danske golfspiller Rasmus Højgaard er fortsat med i Masters i USA, hvor tredje runde dog blev hans dårligste i majorturneringen indtil videre.

Danskeren gik de 18 huller på Augusta-banen i 75 slag, hvilket var tre slag over banens par.

Det var desuden otte slag dårligere end Rasmus Højgaards anden runde fredag, hvor han gik banen i 67 slag.

Her befandt han sig på en niendeplads, og han rykker nu ned på en delt 21.-plads.

Undervejs blev fredag det til fire bogeys og en enkelt eagle for Rasmus Højgaard, og det betyder, at han for hele runden nu er et slag under par.

Rasmus Højgaards tvillingebror, Nicolai Højgaard, var også med i turneringen indtil anden runde, hvor han ikke klarede cuttet til at gå videre.

Nicolai Højgaard blev sidste år nummer 16 i Masters, efter at han en overgang på tredje runde var i spidsen for turneringen. Rasmus Højgaard deltager for første gang.

Efter lørdagens runde har Rasmus Højgaard 11 slag op til nordireren Rory McIlroy på førstepladsen.

McIlroy havde en strålende runde lørdag, hvor han spillede seks slag under par.

Det lyder på PGA Tours' hjemmeside, at Ilroy i tredje runde blev den første spiller i turneringen nogensinde til at spille de første seks huller i tre slag.

Masters, der slutter søndag, finder sted i byen Augusta i den amerikanske delstat Georgia.

Den har en præmiesum på 20 millioner dollar. Det svarer til 135 millioner kroner.

/ritzau/

Andre gode nyheder