Gå til hovedindhold

Avis bekræfter: Golf-stjerne tiltalt for vold og seksuelt overgreb

Af: Ritzau

Thorbjørn Olesen skal møde op i retten i London, fordi golfspilleren er tiltalt for seksuelt overgreb og vold.

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen er tiltalt for at have begået seksuelt overgreb og vold på et fly fra USA til England, og han skal møde op i retten i London 21. august.

Det oplyser Metropolitan Police Service, politiet i London, i en mail til Jyllands-Posten.

-Thorbjørn Olesen er desuden tiltalt for at have været fuld om bord på flyet, hvilket er ulovligt, da det kan være til fare for sikkerheden, skriver Jyllands-Posten.

Den 29-årige golfspiller blev anholdt mandag 29. juli i London-lufthavnen Heathrow, da han ankom med et British Airways-fly fra USA.

Politiet ventede ved gaten, da flyet ankom, og Olesen blev straks anholdt og derefter kørt direkte til afhøring, skriver Jyllands-Posten.

Han blev senere løsladt, men nu er der per brev rejst tiltale imod danskeren, der er bosiddende i London. Han skal møde op ved Uxbridge Magistrates' Court i London om 16 dage.

Ritzau har forsøgt at indhente en kommentar fra Thorbjørn Olesen, men indtil videre uden held.

Det har heller ikke være muligt at få en kommentar fra det danske sportsmanagement-firma f-reklame, der repræsenterer Thorbjørn Olesen.

/ritzau/

Andre gode nyheder