Gå til hovedindhold

'Ydmygende', 'pinligt', 'det værste resultat nogensinde' - engelske aviser SLAGTER Three Lions

'Ydmygende', 'pinligt', 'det værste resultat nogensinde' - engelske aviser SLAGTER Three Lions

Af: Peter Schulz

Engelske aviser holder ikke tilbage i kritik af landsholdets præstation mod Island.

England tabte mandag aften 1-2 til Island i EM-ottendedelsfinalen, og Three Lions er nu på vej hjem fra Frankrig.

Og det er ikke ligefrem nogen heltemodtagelse, der venter, hvis spillere og trænerstab ved et uheld kommer til at åbne en af de engelske aviser i dag.

Under overskrifter med ordene 'humiliated' og 'embarrassing' slagter aviserne Three Lions brutalt.

Hos Daily Mail kalder man det den største ydmygelse af et engelsk landshold siden VM i 1950, hvor man tabte 0-1 til upåagtede USA.

-Ikke siden dette land for første gang dyppede en forsigtig tå i den internationale landsholdsfodbold har et resultat sendt så store trykbølger igennem nationalsporten, skriver Daily Mail.

-Slået af Island - en nation med et indbyggertal på størrelse med Leicester. Slået af Island - et hold med en træner på deltid og en fodboldkultur på deltid. Skået af Island - et hold, som aldrig tidligere havde spillet en knockout-kamp ved en slutrunde, skriver avisen.

Daily Mirror kalder nederlaget for 'det værste resultet i engelsk fodboldhistorie'.

-EM-lilleputterne kunne ikke tro på det, og det kunne England heller ikke, for - og tag ikke fejl - Island fortjente deres sejr. Det var ikke et lykketræf; de var det bedste hold, skriver Mirror.

I the Guardian roser man også Islands præstation.

-Island spillede med mod, evner og sammenhold og tror måske også på chancen mod Frankrig i søndagens kvartfinale, skriver man.

-England, som en skarp kontrast, mistede retningen på dramatisk vis, da først føringen var forsvundet, og Hodgson sagde op, fordi han vidste, at der overhovedet ikke var nogen chance for, at hans kontrakt ville blive forlænget, skriver the Guardian med henvisning til, at Roy Hodgson allerede mandag aften annoncerede sin opsigelse.

Daily Express trækker en streg mellem Storbritanniens EU-exit og så Englands EM-exit.

-Den fælles tråd er, at begge gange er Sterling faldet sammen. Pound Sterling og Raheem Sterling. Gud skal vide, at sidstnævnte kostede masser af førstnævnte. Men da øjeblikket kom, kunne £49m-manden ikke levere, tordner Express.

Hos the Independent pointerer man, at nederlaget vil få historiske konsekvenser for de involverede.

-Hodgson og hans spillere står nu overfor at blive stigmatiseret på livstid for deres rolle i den mørkeste dag i engelsk fodbolds historie, lyder det.

-Island holdt stand og leverede det største sportslige chok, siden Buster Douglas sendte Mike Tyson i gulvet, skriver man desuden.

-Hvad angår Hodgson, så kan Englands eurofile manager nu klart være i remain-lejren. Han kan ligeså godt forblive i Frankrig for at undgå den modtagelse, som nu venter på ham og hans hold, konstaterer Independent.

Andre gode nyheder