Wolfsburg henter storsejr i Jonas Wind-debut: Se målene her
Af: Ritzau
Jonas Wind fik 64 minutter på banen, da Wolfsburg vandt med 4-1 over Greuther Fürth i Bundesligaen.
Under en uge efter skiftet fra FC København har den danske landsholdsangriber Jonas Wind fået sin første bundesligakamp for Wolfsburg under bæltet.
Søndag aften startede han for sin nye klub, der vandt den vigtige bundkamp med 4-1 over Greuther Fürth, rækkens klare bundhold.
Wind fik 64 minutter på banen, og han fik undervejs demonstreret, at han er en god spilstation i den forreste kæde, og han også var med til at skabe uro foran mål.
Der var end ikke spillet syv minutter, før hjemmeholdet tog føringen. Her var Aster Vranckx først over en returbold, men havde den belgiske teenager ikke taget bolden, kunne Jonas Wind meget vel have puttet den i et tomt mål i stedet.
Mod slutningen af første halvleg overtog Greuther Fürth initiativet, og det kastede en udligning af sig. Det var dog delvist selvforskyldt for Wolfsburg, som klodset begik det straffespark, som svenskeren Branimir Hrgota udnyttede til at score 1-1-målet.
Fire minutter efter pausen udnyttede Aster Vranckx en grel fejl af Fürth-keeper Sascha Burchert til at score til 2-1.
Minuttet forinden burde Jonas Wind have gjort det til 2-1, men det forpurrede holdkammeraten Max Kruse ved at sparke til bolden i stedet for at lade den gå til danskeren.
Efter 64 minutter kunne Wind så sætte sig ud på bænken og holde fyraften. Herfra kunne han iagttage holdkammeraterne gøre arbejdet færdigt.
Det blev nemlig til både 3-1 og 4-1 i løbet af de næste ti minutter. I begge tilfælde var heldet med Wolfsburg, da målene faldt efter afrettede skud. Maximilian Arnold og Maximilian Philipp tegnede sig for scoringerne.
Med sejren rykker Wolfsburg op på 12.-pladsen og har nu seks point ned til direkte nedrykning og to point ned til 16.-pladsen, der medfører et dobbeltopgør om en plads i Bundesligaen.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk






