Gå til hovedindhold

VIP-logen fuldt besat til EM-finalen i Berlin

Alle 71.000 billetter til søndagens EM-finale mellem Spanien og England på Olympiastadion i Berlin er solgt. Også pladserne i VIP-logen bliver besat.

Af Frits Ahlstrøm

UEFA’s præsident, slovenske Alexander Čeferin, og generalsekretær, græske Theodore Theodoridis, har inviteret medlemmerne af eksekutivkomiteen, deriblandt DBU’s formand Jesper Møller, polske Zbigniew Boniek, engelske David Gill, georgiske Levan Kobiashvili og svenske Karl-Erik Nilsson samt de europæiske medlemmer af FIFA Council.

Desuden er der reserveret pladser til Giorgio Marchetti og Martin Kallen, henholdsvis direktør for UEFA’s klubturneringer og UEFA-ansvarlig for EURO 2024, samt til Philipp Lahm, chef for den tyske organisationskomité.

Blandt gæsterne er også den spanske konge Felipe XI og den spanske regeringschef Pedro Sánchez, den engelske kronprins William, der er glødende Aston Villa-tilhænger, og hans søn George, der fylder 12 år otte dage senere, samt den nyudnævnte britiske premierminister Keir Starmer.

De får selskab af den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og forbundskansler Olaf Scholz.

Patrice Mouseppe, præsident for Det afrikanske Fodboldforbund (CAF), regeringscheferne i Armenien, Letland, Lichtenstein og Ungarn samt den saudiarabiske minister for sport har meldt deres ankomst.

Dertil kommer flere prominente gæster fra fodboldens verden.

FIFA’s præsident Gianni Infantino, der har overværet nogle kampe i slutrunden, kommer ikke. Det skyldes formentlig, at finalen i Berlin spilles næsten samtidig med finalen i Copa América mellem Argentina og Colombia i Miami Gardens i Florida. Det kunne sagtes misforstås, hvis han valgte den ene fremfor den anden.

Husk, du kan se kampen om 3. pladsen i Copa América mellem Canada og Uruguay natten til søndag klokken 01:50 på Viaplay og TV3 Sport samt finalen mellem Argentina og Colombia natten til mandag kokken 01:50 også på Viaplay og TV3 Sport.

Andre gode nyheder