Villa sender Norwich ud af Premier League: Se højdepunkterne her
Af: Ritzau
Norwich rykker ud af Premier League for anden gang på tre sæsoner efter et nederlag til Aston Villa.
Norwich fortsætter sin tilværelse som elevatorhold mellem Englands bedste fodboldrækker.
Det bliver således igen kun til en enkelt sæson i Premier League i denne omgang for holdet, som med et nederlag til Aston Villa på 0-2 lørdag ikke kan undgå at rykke ned.
Norwich ligger sidst i tabellen med 21 point. Der er 13 op til første hold over nedrykningsstregen, Leeds, men Teemu Pukki og co. har kun fire kampe tilbage i kalenderen.
Dermed er turen ned i The Championship en realitet. I de seneste fire sæsoner er Norwich rykket op, ned, op og nu altså ned igen til og fra Premier League og The Championship.
I kampen om at undgå samme skæbne som Norwich kom traditionsklubben Everton lørdag under yderligere pres. Liverpool-klubben, som er det hold, der har spillet flest sæsoner i Englands bedste række, havde inden dagens opgør på 18.-pladsen to point op til første hold over nedrykningsstregen, Burnley.
Men nu er der fem point op til overlevelse for Everton, efter at Burnley vandt 2-1 over Watford, som på 19.-pladsen er snublende tæt på at rykke ned.
Leeds har nu taget over for Burnley som første hold over stregen. Everton kan glæde sig over at have spillet en kamp færre end Leeds og to færre end Burnley, men Frank Lampards mandskab er ved at løbe tør for muligheder for at sætte point på kontoen.
Watford har med fire kampe tilbage 12 point op til Leeds og er derfor tvunget til at vinde alle sine resterende kampe. Det virker som en uoverkommelig opgave for holdet, der har tabt fem i træk og syv af de seneste otte.
I The Championship har Fulham som det eneste hold indtil videre sikret oprykning.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk






