VILD SIGNING: West Bromwich handler i Paris Saint-Germain
Der er nok en del, der har svært ved at forstå det, men den er god nok. West Bromwich lejer profil i PSG.
West Bromwich Albion er ikke ligefrem kendt for at hente store stjerner til de britiske øer, men det kan da være, at det bliver fremtiden for den engelske klub.
Således har klubben netop offentliggjort, at de henter Grzegorz Krychowiak i Paris Saint-Germain på en lejeaftale, der løber resten af sæsonen.
Den 27-årige polske landsholdsspiller har tidligere i karrieren vist forrygende prøver på talentet for Sevilla, hvor han var med til at løfte Europa League-trofæet to gange.
Sidste sæson fortsatte han med at løfte trofæer for Paris Saint-Germain. Det blev dog hverken til mesterskab eller europæisk succes, men dog Trophee des Champions, Coupe de la Ligue og Coupe de France.
Nu rykker polakken altså noget overraskende til Premier League, men selvom det betyder et farvel til Champions League, så føler Krychowiak, at han har valgt rigtigt.
-Jeg havde mange tilbud fra både Spanien og Italien, men det her er en meget ambitiøs klub, og der er en fantastisk atmosfære her, udtaler Krychowiak til klubbens hjemmeside.
Grzegorz Krychowiak bliver dermed det sjette nye ansigt i West Bromwich, efter Kieran Gibbs, Oliver Burke, Gareth Barry, Ahmed Hegazi og Jay Rodriguez alle er kommet til denne sommer.
I playeren herover kan du se højdepunkter fra West Bromwich seneste kamp i Premier League mod Stoke.
HUSK Transferdeadline på torsdag – Se med på TV3 SPORT 1 og VIAPLAY fra kl. 21.00











