Gå til hovedindhold

Viktor Fischer får spilletid i Ajax før svenskerbrag

Viktor Fischer får spilletid i Ajax før svenskerbrag

Af: Ritzau

Der var godt nyt til Morten Olsen, da Viktor Fischer søndag fik en halvleg for Ajax før landskamp mod Sverige.

Viktor Fischer blev sendt på banen ved starten af anden halvleg, da Ajax søndag spillede 1-1 ude mod Feyenoord i Æresdivisionen.

Den unge angriber er med i Danmarks landsholdstrup til de to vigtige playoff-opgør mod Sverige om kvalifikation til EM i Frankrig i 2016.

Viktor Fischer måtte dog lade sig udskifte med et trælår, da Ajax i ugens løb mødte Fenerbahce i Europa League, men søndag fik danskeren 45 minutter i benene, da han afløste Lasse Schöne.

Opgøret endte 1-1, da Davy Klaassen i anden halvleg udlignede hjemmeholdets 1-0-føring. Det betyder, at Ajax fortsat topper ligaen og har 29 point efterfulgt af PSV Eindhoven, der på andenpladsen har 27 point.

PSV vandt søndag 3-1 hjemme over Utrecht. Her var Simon Poulsen ikke at finde i truppen til opgøret.

Landstræner Morten Olsen udtog tidligere søndag Simon Poulsen til den danske trup i forbindelse med, at Leon Andreasens afbud blev meddelt.

Det første playoff-opgør mellem Danmark og Sverige spilles i Sverige den 14. november, mens der er returkamp i Telia Parken den 17. november.

Andre gode nyheder