Gå til hovedindhold

Verdens bedst betalte spiller vraget til landsholdet

Det amerikanske kvinde-landshold i fodbold har fået ny cheftræner, og hun lod en bombe sprænge ved først givne lejlighed.

Af Frits Ahlstrøm

Den 47-årige englænder Emma Hayes, som tiltrådte i US Soccer 24. maj, så bort fra angriberen Alex Morgan til sin trup på 2 keepere og 16 markspillere til de olympiske lege i Paris.

35-årige Alex Morgan har siden 2010 været fast på landsholdet, hvor hun har præsteret 123 mål i 224 kampe.

-Jeg er skuffet over ikke at skulle repræsentere mit land, skriver Alex Morgan på sin Instagram-profil, hvor hun har 10 millioner følgere. Men jeg vil med glæde støtte holdet i bestræbelserne på at vinde olympisk guld.

Alex Morgan med en indtægt på næsten 50 millioner kroner årligt er den bedst betalte kvindelige fodboldspiller i verden.

-Det var en svær beslutning for mig at se bort fra Alex, erkender Emma Hayes. Hun har betydet meget for USA og landsholdet. Men hun passer ikke ind i den spillestil, jeg vil praktisere.

Emma Hayes, der var midtbanespiller på akademiet i Arsenal FC indtil hun som 17-årig på grund af en ankelskade under en skiferie måtte slutte som aktiv og i stedet tog en akademisk uddannelse, har i de seneste 12 år været manager i Chelsea FC, hvor hun førte klubben til det engelske mesterskab syv gange og til FA Cup-sejr fem gange.

For den indsats blev hun i 2022 tildelt det britiske ridderkors.

Alex Morgan spillede i sæsonen 2016-17 for Olympique Lyonnas, som hun hjalp til at vinde det franske mesterskab og UEFA Women’s Champions League, og i efteråret 2020 for Tottenham Hotspur FC.

I resten af sin karriere har hun optrådt for amerikanske klub – og lige nu for San Diego Wave FC, hvor hun som en af sine holdkammerater har den tidligere HB Køge-spiller, den irske angriber Kyra Carusa.

Alex Morgan med en datter på fire år var med til at vinde verdensmesterskabet for USA i 2015 og 2019 og olympisk guld i 2012.

Den mest prominente spiller på USA’s olympiske hold er nu den 22-årige Trinity Rodman i Washington Spirit. Hun er datter af den tidligere basketball-stjerne Dennis Rodman.

De 12 deltagere i den olympiske turnering i fodbold for kvinder er inddelt i tre puljer:

Pulje A: Frankrig, Colombia, Canada og New Zealand.

Pulje B: USA, Zambia, Tyskland og Australien.

Pulje C: Spanien, Japan, Nigeria og Brasilien.

De to bedst placerede i hver pulje kvalificerer sig til kvartfinalerne sammen med to bedste 3’ere.

Andre gode nyheder