Vejle-træner skoser klubbens baneforhold: Under al kritik
Af: Ritzau
Vejles superligahold må køre rundt i sit opland for at finde baner at træne på, fortæller Peter Sørensen.
Vejle-træner Peter Sørensen er stærkt utilfreds med de baneforhold, der bliver budt hans superligahold i denne kolde tid.
Fredag skulle truppen have trænet på Vejle Idrætsefterskole, men aftalen gik i vasken, og i stedet gik turen til VB Parken, hvor der blev trænet på en frossen kunstgræsbane, som ikke var ryddet for sne, skriver Vejle Amts Folkeblad.
-Det er tre uger siden, vi begyndte ikke at kunne træne på vores eget anlæg, og i dag kan vi ikke træne på vores egen kunstgræsbane. Den er i øvrigt dårlig, for den er ikke lavet efter forskrifterne og er derfor farlig at spille på, siger Peter Sørensen.
Han mener, at faciliteterne er under al kritik og fortæller, at man har været nødt til at køre rundt i hele oplandet for at finde baner at spille på.
Sørensen er i det hele taget utilfreds med baneforholdene i klubben.
-Vi er langt under superligastandard både på kunstgræsbaner og græsbaner. Der arbejdes på stadion, men banen er stadig under al kritik. Vi har et af de bedste stadioner i landet, men banen er blandt de dårligste, siger han.
Vejle ligger sidst i Superligaen, der har taget hul på vinterpausen. Vejle har dog stadig to pokalkvartfinaler at afvikle. Den første spilles hjemme mod Kolding IF lørdag klokken 18.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










