Vanvittig afslutning: Liverpool-stjerne bliver helten med scoring i sidste sekund
Af: Jacob Quvang
Sadio Mané blev den helt store helt for Senegal, der måtte vente til allersidst, før sejren blev sikret mod Zimbabwe.
Senegal var storfavorit til at vinde holdets åbningskamp mod Zimbabwe i Africa Cup of Nations.
Der skulle dog et mål i det 97. minut på straffespark til, før Sadio Mané havde sørget for en sejr på 1-0 i gruppe B.
Dermed var det yderst tæt på, at Zimbabwe leverede fodboldturneringens første store overraskelse i kampen, der blev spillet i Bafoussam i Cameroun.
Skurken blev Zimbabwes forsvarsspiller Kelvin Madzongwe, som blokerede et skudforsøg med armen inde i eget felt, netop som de fire minutters tillægstid var ved at udløbe.
Dommeren pegede på pletten, og VAR lavede ikke om på kendelsen efter et gennemsyn.
Liverpool-angriberen Sadio Mané, der er Senegals største stjerne, konverterede straffesparket til mål godt tre minutter senere. Zimbabwes keeper Petros Mhari kastede sig til den forkerte side.
Zimbabwe nåede kun lige at sætte spillet i gang igen, før dommeren blæste i fløjten for sidste gang.
Senegal er Afrikas bedst rangerede hold, men havde til åbningskampen kun 18 spillere til rådighed på grund af coronasmitte og skader. Senegal er en af favoritterne til at vinde turneringen, som blev indledt søndag.
Den anden kamp i gruppe B mellem Malawi og Guinea spilles senere mandag. Ghana og Marokko mødes også mandag aften i gruppe C.
/ritzau/
Se den dramatiske afslutning på kampen og Sadio Mané sejrsmål i videoklippet.
Husk at du kan se Ghana - Marokko mandag eftermiddag fra klokken 16.55 på TV3 Sport og Viaplay
Jacob Quvang
jacob.christian.quvang@nentgroup.comRitzau
netvagtonside@viasat.dk










