Gå til hovedindhold

Van Buren gav Esbjerg ny euro-optur

Van Buren gav Esbjerg ny euro-optur

Af: Ritzau

Esbjerg kan ikke vinde i Superligaen, men i Europa League går det nærmest som en leg.

Niels Frederiksen og vestjyderne har således nu 12 point for fire kampe i Europa League-gruppespillet, og man var allerede inden aftenens opgør sikker på videre deltagelse i turneringen.

Derfor har Niels Frederiksen tidligere meldt ud, at posen ville blive rystet i forhold til hjemmekampen mod Standard Liege. Og det blev den da også i en vis grad, da Jerry Lucena fik en sjælden kamp fra start.

Det første mål faldt efter en tilfældighed, da et skud fra Jakob Ankersen blev rettet af og endte hos Mick van Buren, der stod det rigtige sted.

Belgierne havde et lille overtag før pausen, og presset forøgedes umiddelbart efter, hvilket førte til udligning ved Igor de Camargo, der med indersiden tæt under mål kunne sparke bolden forbi Frederik Rønnow.

Med godt 10 minutter igen slog Mick van Buren imidlertid til igen med et par gode detaljer, der sendte ham forbi belgiernes målmand Yohann Thuram-Ulien, inden en flad afslutning.

I det andet opgør i puljen vandt topholdet Red Bull Salzburg med 1-0 på udebane mod Elfsborg, og dermed har østrigerne fortsat maksimumpoint - nu 15 for fem kampe - i pulje C. Esbjerg har 12 point.

Netop Red Bull Salzburg og Esbjerg mødes i Østrig i den sidste kamp i gruppen, og det opgør handler alene om førstepladsen.

HUSK at du kan se Esbjergs næste opgave i Superligaen - en hjemmekamp mod AaB - LIVE på TV3 SPORT 1. Det er mandag med optakt fra kl. 18.30.

Andre gode nyheder