Gå til hovedindhold

Valverde efter nyt pointtab og tabt førsteplads: Uafgjort er som at tabe

Af: Ritzau

Barcelona har i fire kampe i træk sat point til og har overladt førstepladsen til Sevilla i den spanske liga.

Den spanske storklub FC Barcelona har kun høstet tre point i de seneste fire kampe i den spanske liga.

Senest søndag satte det catalanske hold point til, da det spillede 1-1 ude mod Valencia, efter at Lionel Messi fik udlignet hjemmeholdets føring.

I de tre foregående ligakampe har Barcelona spillet uafgjort mod Athletic Bilbao og Girona samt tabt til Leganes.

Det er normalt ikke fodboldhold, som Barcelona har problemer med at vinde over, og pointtabene er heller ikke noget, der tilfredsstiller Barcelona-træner Ernesto Valverde.

-Når vi ikke vinder, så ser vi det altid som to tabte point.

-Efter Leo's (Lionel Messi, red.) mål prøvede vi alt. Men de forsvarede sig godt, og vi kunne ikke få det mål, vi ville, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Med pointtabet måtte Barcelona overlade førstepladsen i La Liga til Sevilla, der søndag vandt over Celta Vigo i holdets fjerde ligasejr i træk og topper med 16 point.

Barcelona tager andenpladsen med 15 point - det samme antal som Atlético Madrid på tredjepladsen.

Real Madrid tabte lørdag til Alaves og indtager fjerdepladsen med 14 point.

Ifølge Barcelona-spilleren Ivan Rakitic er det dog rart, at der er flere hold, der blander sig i toppen af tabellen, end blot Barcelona, Real Madrid og Atlético Madrid, som normalt plejer at toppe ligaen.

-Ligaen er rigtig god. Det er dejligt at se, at alle kæmper for føringen. Der er ingen lette kampe, siger midtbanespilleren ifølge AFP.

Det er de to kommende ligakampe også et bevis på. Barcelona skal op mod netop Sevilla i holdenes næste kamp den 20. oktober, og derefter venter Real Madrid den 28. oktober.

/ritzau/

Andre gode nyheder