Værtsnationen få sekunder fra fiasko; nu tæt på finalen
De små marginaler har ofte stor betydning i fodbold.
Af: Frits Ahlstrøm
Det er Africa Cup of Nations et bemærkelsesværdigt eksempel på.
- januar ved 19-tiden havde værtsnationen Elfenbenskysten tabt 4-0 til Ækvatorial Guinea. Dermed var en 3. plads med kun 3 point efter Ækvatorial Guinea og Nigeria med hver 7 point i den indledende pulje en kendsgerning.
Der var dog stadig en chance for at gå videre – som en af de fire bedste 3’ere sammen med Guinea, Namibia og Mauretanien. Men den var spinkel; nærmest urealistisk.
Samme dag om aftenen skulle Ghana i sin pulje spille mod Mozambique. Med en sejr ville Ghana opnå en af de fire pladser, kvalificere sig til 1/8-finalerne og eliminere Elfenbenskysten.
Ghana, der har triumferet fire gange i Africa Cup of Nations, var favorit og scorede til 1-0 i det 15. minut og 2-0 i det 70. minut; begge gange på straffespark ved Jordan Ayew fra Crystal Palace FC.
Men i det første tillægsminut reducerede Geny Catamo fra Sporting Clube Portugal på straffespark, og tre minutter senere udlignede Reinildo Mandava fra Club Atlético de Madrid til 2-2.
Med kun 2 point i sine tre kampe var Ghana slået ud, mens Elfenbenskysten kvalificerede sig til 1/8-finalerne, hvor modstanderen var de forsvarende mestre fra Senegal med Sadio Mané.
Habib Diallo, angriberen i Al-Shabak FC Riyadh, bragte Senegal på 1-0 allerede i det 4. minut. Den føring holdt til det 86. minut, da Franck Kessié udlignede på straffespark og sørgede for forlænget spilletid, der endte uden mål.
27-årige Franck Kessié med en fortid i Atalanta BC, AC Milan og FC Barcelona – inden han 9. august 2023 kom til Al-Ahli FC i den saudiarabiske liga – scorede også på det femte og sidste forsøg i straffesparks-konkurrencen til 5-4.
Dermed var Elfenbenskysten i kvartfinalerne, hvor anføreren Serge Aurier og hans holdkammerater igen viste en imponerende mental styrke. Nene Dorgeles fra FC Salzburg bragte Mali foran i det 71. minut, men Simon Adingra fra Brighton Hove & Albion FC udlignede i sidste minut og sikrede forlænget spilletid, hvor Oumar Diakité fra Stade Reims scorede til 2-1 i det 2. tillægsminut.
31-årige Serge Aurier kom til Africa Cup som Nottingham Forest-spiller, men dagen før sejren over Mali skrev han en kontrakt med tyrkiske Galatasaray SK; gældende for resten af sæsonen.
Semifinalerne spilles således:
Onsdag 7. februar
17:55 Nigeria – Sydafrika
21:00 Elfenbenskysten – Congo
Du kan se begge kampe på Viaplay og TV3 Sport.
Alle fire lande har vundet Africa Cup of Nations: Nigeria i 1980, 1994 og 2013; Sydafrika i 1996; Elfenbenskysten i 1992 og 2015; og Congo i 1968 og 1974.










