Gå til hovedindhold

USA banker Honduras i 16 graders frost i VM-kvalifikation - se alle målene her

Af: Ritzau

I tocifrede minusgrader vandt USA 3-0 over Honduras i VM-kval. Canada slog El Salvador og er tæt på VM-billet.

USA's fodboldlandshold vandt natten til torsdag dansk tid 3-0 over Honduras i den nord- og mellemamerikanske kvalifikation til VM i Qatar.

Kampen blev spillet i 16 graders frost i den nordlige amerikanske stat Minnesota, og det led særligt Honduras under.

To spillere måtte i pausen udskiftes på grund af det ekstreme vejr, skriver Honduras' fodboldlandshold på Twitter.

Efter kampen forsvarede USA-træner Gregg Berhalter beslutningen om at ligge en januarkamp i det kolde Minnesota.

-Vi forsynede Honduras, deres stab og dommerne med varmt tøj og forsøgte at gøre det til sikre omgivelser for dem at spille i.

-Når vi tager til de lande, er det 90 grader fahrenheit (32 grader celsius, red.) og ubærlig luftfugtighed, og spillerne dehydrerer, får kramper og hedeslag. Sådan er forholdene i vores turnering, siger Gregg Berhalter.

Han fortæller videre, at den nordlige udvælgelse af stadion delvist skyldtes, at det var tæt på Canada, hvor USA spillede søndag. Dermed var der kort rejsetid.

Kampens mål blev scoret af Weston McKennie, Walker Zimmermann og Christian Pulisic.

Amerikanerne er nu toer i kvalifikationspuljen med 21 point og tre kampe tilbage. De tre bedste hold kvalificerer sig direkte til VM i Qatar, mens fjerdepladsen skal ud i en playoffkamp om en VM-plads mod vinderen af Oceaniens kvalifikation.

USA har fem point ned til Costa Rica på femtepladsen.

Øverst i puljen ligger Canada, der med en 2-0-sejr over El Salvador torsdag nat nu er et mulehår fra at være klar til VM i Qatar senere i år.

Canada har ni point ned til femtepladsen og mangler derfor blot et enkelt point for at indløse billetten til VM.

Det vil være den blot anden VM-deltagelse i landets historie. Første gang var i 1986.

Det første canadiske mål blev scoret af den tidligere FCK-profil Atiba Hutchinson.

Til VM i 2026 behøver hverken USA eller Canada at kvalificere sig. Sammen med Mexico er de VM-værtslande.

/ritzau/AFP

Andre gode nyheder