Gå til hovedindhold

United og Tottenham skyder sig videre i Europa Leagues top-8

Af: Ritzau

Christian Eriksen startede inde i offensiv rolle, da Manchester United slog rumænske FCSB i Europa League.

I Premier League har Manchester United og Tottenham generelt været skidt kørende i denne sæson, men på den europæiske scene er der lidt oprejsning at hente, selv om det kun er på anden klasse i Europa League.

Inden sidste spillerunde stod det allerede klart, at begge ville avancere ved at være blandt de 24 bedste hold i turneringen, men torsdag aften er det også en kendsgerning, at de avancerer som en del af top-8, der springer en knockoutrunde over.

Skadesplagede Tottenham vandt hjemme med 3-0 over svenske Elfsborg på mål af den 20-årige angriber Dane Scarlett, den 19-årige Oyindamola Ajayi samt den 17-årige Mikey Moore i anden halvleg.

Samtidig vandt Manchester United på udebane med samme cifre over rumænske FCSB i Bukarest.

Hos United startede både Rasmus Højlund og Christian Eriksen på banen. Højlund som vanlig spydspids - mere overraskende var det, at Eriksen lå lige bag sin landsmand efter primært at have spillet centralt på midtbanen.

Den mere offensive rolle benyttede Eriksen til at bringe sig på skudhold i feltet efter et kvarters spil, men rumænernes keeper reddede helt oppe i hjørnet.

Med de offensive indskiftninger af Amad Diallo og Alejandro Garnacho fra anden halvlegs begyndelse var Eriksen tilbage i en mere defensiv position på midtbanen.

Eriksen tog del i opspillet, da United efter en time endelig fik bonus. Danskeren headede bolden til Kobbie Mainoo, der spillede Diego Dalot helt blank ved bageste stolpe til nem scoring.

Ti minutter senere kom Mainoo også selv på tavlen, da han udnyttede en servering fra Garnacho til at score med en kølig inderside.

Kort efter blev Eriksen udskiftet til fordel for Casemiro, og med ti minutter tilbage kunne også Højlund holde fri for aftenen.

United og Tottenham slutter som nummer tre og fire ud af de 36 deltagerklubber med henholdsvis 18 og 17 point for 8 kampe.

Lazio slutter øverst af alle, selv om Rom-klubben med Gustav Isaksen på banen i den sidste lille halve time tabte med 0-1 ude mod Braga.

Holdene fra top-8 avancerer direkte til ottendedelsfinalerne, men holdene placeret fra 9 til 24 skal igennem 16.-delsfinaler.

/ritzau/

Andre gode nyheder