Gå til hovedindhold

United klar til kvartfinalen i FA Cup´en

United klar til kvartfinalen i FA Cup´en

Af: Ritzau

Manchester United er klar til kvartfinalerne i den engelske FA Cup, efter at man mandag aften besejrede Reading med 2-1 hjemme på Old Trafford.

Manchester Uniteds manager Alex Ferguson havde valgt at spare flere af stjernerne til aftenens kamp, hvor Wayne Rooney var helt ude af truppen, mens Robin van Persie, Nani, Rio Ferdinand, Michael Carrick og Kagawa alle startede på bænken.

Det kunne ses på spillet, hvor første halvleg blev en jævnbyrdig affære, og hvor det var småt med de helt store chancer. Tættest på scoring var den indskiftede Nani, da han kort før pausefløjtet hamrede en flugter på stolpen.

I anden halvleg kom United imidlertid ud med mere tempo i deres fremadrettede spil, og hjemmeholdet fik hurtigt skabt overtaget.

Det gav bonus i det 69. minut, hvor Nani gjorde det til 1-0 efter oplæg fra Antonio Valencia, og blot tre minutter senere var Nani i oplæggerens rolle, da han sendte bolden ind til Javier "Chicharito" Hernandez, der scorede til 2-0.

I det 81. minut lykkedes det for Readings Jobi McAnuff at reducere til 1-2, men tættere på kom gæsterne ikke, og dermed er Manchester United klar til kvartfinalen i FA Cup´en.

I kvartfinalen skal Manchester United møde enten Middlesbrough eller Chelsea.

Andre gode nyheder