United havde travlt sidste år på denne tid

Af: Ritzau
Manchester United havde travlt på denne tid sidste år, da transfervinduet var ved at lukke i.
Det varer ikke mange timer, før transfervinduet begynder at smække i rundt omkring i Europa. Og mens vi venter på de helt store overraskelser, så kaster vi et blik tilbage på sidste år og nogle af de store handler, der kom lige før lukketid.
Sjovt nok omhandler de fleste af de største handler Manchester United. Igen i år er klubben omdrejningspunkt for stor dramatik, da det forventes, at David de Gea endelig får sit skifte til Real Madrid i stand.
OVERBLIK: SÅDAN LUKKER TRANSFERVINDUET
**Radamel Falcao fra Monaco til Manchester United på en lejeaftale. **
Først over midnat kom aftalen i stand efter lang tid med rygter, men det blev ikke til den store succes for columbianeren på Old Trafford. Denne sommer drog han til Chelsea, også på en lejeaftale. Indtil videre har han scoret ét enkelt mål i den blå trøje. Tre færre end det blev til i Manchester United.
Danny Welbeck fra Manchester United til Arsenal.
Det er altid spændende og opsigtsvækkende, når en spiller skifter til en rivaliserende klub. Og det skete sidste sommer, da Danny Welbeck skiftede Manchester United ud med Arsenal. Købet af den United-opfostrede spiller kostede Gunners £16m.
LÆS OGSÅ: Real og United enige om de Gea
Daley Blind fra Ajax til Manchester United.
Handlen mellem Ajax og Manchester United kom i stand klokken 20.46 på transfervinduets sidste dag, og siden er det blevet til 29 kampe og fire scoringer i den røde trøje. Manchester United måtte smide 140 millioner danske kroner for hollænderen.
Javier Hernandez fra Manchester United til Real Madrid på en lejeaftale.
Mexicaneren med tilnavnet "Chicharito" tog en tur til det spanske, hvor Real Madrid stod klar med en lejeaftale. Her nåede han 23 kampe, før han røg tilbage til United, da sæsonen sluttede. Nu ligner det dog, at Hernandez tager endnu en tur som lejesvend, denne gang i tyske Dortmund.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








