Uhyggelige tv-billeder fra Frankrig: Hegn på tribune kollapser efter 1-0-scoring
Af: Peter Schulz
Tre fans er kørt på hospitalet efter en uhyggelig ulykke i Ligue 1 lørdag aften.
Fodboldkampen mellem Amiens og Lille i den franske Ligue 1 er aflyst, fordi et hegn foran udeholdets tilhængere er kollapset.
Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.
18 personer fra udeholdets fanafsnit er ifølge AFP kommet til skade, og tre er angiveligt alvorligt sårede. Lille skriver på Twitter, at der er tale om 20 tilskadekomne.
Først blev kampen stoppet, og man diskuterede, om kampen skulle fortsætte, og det endte altså med en aflysning.
Hegnet kollapsede i forbindelse med, at Lille bragte sig foran 1-0 et kvarter inde i kampen. Det var Lilles Fode Ballo, der stod for scoringen.
Målet fik gæsternes fans til at storme ned mod barrieren, der tilsyneladende gav efter for vægten af de mange tilhængere.
Det betød, at tilhængerne faldt omkring halvanden meter ned og landede oven på hinanden.
Spillere og officials bad hurtigt tilhængerne om at trække tilbage, hvorefter mange fans blev hjulpet tilbage på tribunen.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk









