Gå til hovedindhold

UEFA vil skabe hjælpepakke på 15 milliarder kroner til sine klubber

Af: Ritzau

UEFA vil som følge af Covid-19 oprette en hjælpefond, der skal medvirke til at løse problemerne for økonomisk belastede klubber i de bedste nationale ligaer.

Af Frits Ahlstrøm

Det blev vedtaget på eksekutivkomiteens virtuelle møde i torsdags på baggrund af den opdaterede rapport ’European Club Football Recovery Plan’, som UEFA i samarbejde med European Club Association (ECA) havde bestilt for at få et overblik over de konsekvenser, pandemien har haft.

UEFA vil i de kommende år afsætte en del af overskuddet fra sine turneringer til en fond, hvorfra det er muligt for økonomisk trængte klubber at kunne låne penge på favorable vilkår til at klare driften på grund af uforudsete manglende indtægter sådan som mange af dem har oplevet det under pandemien.

Det er UEFA’s ambition i første omgang at skabe en hjælpefond på to milliarder Euros, svarende til 15 milliarder kroner.

-Vi forventer at kunne øge den regelmæssigt, lyder det fra UEFA, der samtidigt erkender, at det vil tage lang tid at realisere dette ambitiøse ønske.

-Men jo før vi går i gang, jo hurtigere bliver det en realitet.

Andre gode nyheder