Gå til hovedindhold

UEFA til TV3 SPORT: Episoden i Paris har intet at gøre med racisme

Den dramatisk episode i tirsdagens UEFA Champions League-kamp mellem Paris Saint-Germain og Istanbul Başakşehir på Parc des Princes i Paris havde ifølge UEFA reelt intet med racisme at gøre.

Af Frits Ahlstrøm

Det konkluderer UEFA overfor TV3 SPORT på baggrund af indberetninger fra alle implicerede.

Kampen blev afbrudt efter 13 minutters spil, da den rumænske fjerdedommer Sebastian Colţescu kaldte sin landsmand, dommeren Ovidiu Haţegan, ud til sidelinjen efter at være blevet skældt ud af Pierre Webo, assistent-træneren i den tyrkiske klub, der brokkede sig over en kendelse.

Da Pierre Webó fik det gule kort, reagerede han så voldsomt, at Oividu Haţegan gav ham yderligere et gult kort og dermed bortviste ham fra det tekniske område.

Den 38-årige Pierre Webo, der i en periode i løbet af sine fire sæsoner i RCD Mallorca havde Michael Laudrup som træner, var rasende og råbte flere gange, at Sebastian Colţescu havde kaldt ham for ’negro’, der på engelsk betyder ”neger”.

På rumænsk betyder det meget nærliggende ord ’negru’ sort og er at sidestille med eksempelvis black på engelsk og schwarz på tysk. Og det var ifølge en højtstående person i UEFA, som TV3 SPORT har talt med om episoden, netop ’negru’, der blev sagt på linjen. Kilden siger:

-Såvel dommeren som fjerdedommeren var under pres og skulle træffe en afgørelse hurtigt. Da Ovidiu Haţegan bad Sebastian Colţescu om at identificere den person, der havde optrådt utilbørligt, var svaret ’negru’. Det opfattede Pierre Webó som et udtryk for racisme, siger UEFA-repræsentanten og slår fast, at man i fodboldunionen altså ikke mener, at det var racisme, men et udtryk for sproglige misforståelser.

De to gule kort er den ene side af sagen. Den anden er, hvad der skete efterfølgende.

Alle spillere og dommerkvartetten trak sig tilbage til omklædningsrummene, mens UEFA talte med sin delegerede, belgieren Roland Tis, der var højeste politiske myndighed på stedet. Hvorpå UEFA besluttede, at kampen skulle genoptages klokken 22:00; altså omkring 40 minutter senere.

I mellemtiden reagerede mange på Twitter.

Kylian Mbappe i Paris Saint-Germain skrev: ’Sig nej til racisme. Vi er på din side, Webó’, og den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan, der har et nært forhold til Istanbul Başakşehir, fulgte op således:

-Jeg fordømmer på det kraftigste de racistiske bemærkninger mod Pierre Webó, del af Başakşehirs tekniske stab, og er overbevist om, at UEFA vil træffe de nødvendige foranstaltninger. Vi er betingelsesløst imod racisme og diskrimination i sport og for den sags skyld indenfor alle områder.

UEFA føler, at den tyrkiske præsidents tweet er et populistisk angreb på UEFA og unionens slogan så som ’No to Racism’ og ’Respect’.

Paris Saint-Germain var klar til at spille klokken 22:00 – i modsætning til Istanbul Başakşehir. Hvorpå UEFA udsatte opgøret til onsdag aften klokken 19:00.

Ovidiu Haţegan, der i denne Corona-tid har dømt i hver af de første seks spillerunder i UEFA Champions League, og hans assisterende landsmænd er til aftenens kamp blevet udskiftet med den hollandske dommer Danny Makkelie, assisteret af landsmanden Mario Diks og polakken Marcin Boniek samt den polske 4. dommer Bartosz Frankowski.

Stillingen er 0-0, når der tages hul på de resterende 77 minutter, som kan ses på TV3 MAX og Viaplay.

Andre gode nyheder