UEFA kårer Ronaldo til årets spiller i Europa
Af: Ritzau
Cristiano Ronaldo blev årets spiller i Europa, mens Pernille Harder måtte se hollænder løbe med hæderen.
Cristiano Ronaldo fik mere hæder at sole sig i, da han torsdag blev kåret til årets spiller i Europa for sæsonen 2016/2017.
Det er Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der står bag kåringen.
Cristiano Ronaldo var i den forgangne sæson med til at genvinde Champions League-titlen med Real Madrid.
Det var en historisk sejr for Real Madrid, da det var første gang i turneringens historie, at en klub vinder titlen to år i træk.
Samtidig var Ronaldo med til at vinde det spanske mesterskab med Real Madrid.
Hos kvinderne gik prisen til hollandske Lieke Martens fra FC Barcelona. Her var danske Pernille Harder fra Wolfsburg også nomineret.
Der blev delt flere priser ud ved det storstilede show, der havde det hovedsagelige formål at trække lod til Champions League-gruppespillet.
Den 39-årige Juventus-målmand, Gianluigi Buffon, blev kåret til den seneste sæsons bedste målmand i Europa, mens tre Real Madrid-spillere tog de resterende kåringer.
Sergio Ramos blev bedste forsvarsspiller, kroaten Luka Modric blev bedste midtbanespiller og Cristiano Ronaldo tog prisen som bedste angriber.
Du kan se Ronaldo få overrakt prisen som årets angriber i Champions League i videoen øverst
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










