Gå til hovedindhold

Tyskere vil have marokkaner på deres landshold

Tyskere vil have marokkaner på deres landshold

Af: Ritzau

Den tyske presse opfordrer nu landsholdets cheftræner Joachim Löw til hurtigst muligt at tage en samtale med Karim Bellarabi inden den 24-årige kantspiller i Bayer 04 Leverkusen eventuelt vælger at ville spille for Marokko.

Han har en ghanesisk far og en marokkansk mor, men er født i Berlin. Så han kan vælge imellem tre landshold.

Karim Bellarabi har fået sit gennembrud i denne sæson, hvor han scorede for Bayer 04 Leverkusen i 3-2 sejren over FC København i UEFA Champions League i Parken og fire dage senere lavede det hurtigste mål i Bundesligaens 51-årige historie, efter ni sekunders spil, da Bayer 04 på udebane vandt 2-0 over Borussia Dortmund. Han fulgte op med yderligere et pletskud i 4-2 sejren over Hertha Berlin.

Badou Zaki, cheftræneren for det marokkanske A-landshold, har allerede besøgt Karim Bellarabi i Leverkusen.

"Det er udelukket, jeg vælger at spille for Ghana" siger Karim Bellarabi, som er noteret for 9 U/20-og 21 kampe for Tyskland. "Jeg betragter Tyskland og Marokko som mine to hjemlande, men har endnu ikke afgjort hvilket af dem, jeg vil spille for."

Karim Bellarabi kom fra Eintracht Braunschweig til Bayer 04 Leverkusen i 2011, men tilbragte sin første sæson på klubbens reservehold. I den følgende var han udlånt til Eintracht Braunschweig, hvor han scorede tre gange i 26 kampe i Bundesligaen. Nu er han stamspiller i Bayer 04.

Andre gode nyheder