Tysk sensation spiller pokalsemifinale efter tre måneders pause - se den på TV3 SPORT og Viaplay
Af: Ritzau
Den tyske fjerdedivisionsklub Saarbrücken vender tilbage fra coronapausen til pokalsemifinale mod Leverkusen. Se kampen på TV3 SPORT og Viaplay.
Der venter den tyske fodboldklub FC Saarbrücken noget af en mundfuld, når den tirsdag skal i aktion efter mere end tre måneders pause.
Saarbrücken, der spiller i den fjerdebedste tyske fodboldrække, vender således tilbage fra coronapausen til en pokalsemifinale mod den tyske topklub Bayer Leverkusen. Det sker tirsdag aften klokken 20.45.
Mens Leverkusen allerede har spillet fem Bundesliga-kampe efter coronapausen, så har Saarbrücken stadig sin første kamp til gode.
Regionalliga Südwest, hvor klubben spiller, er blevet erklæret færdigspillet med Saarbrücken som mester og oprykker til 3. Liga.
Den seneste uge har klubbens spillere desuden været sendt i karantæne frem mod pokalsemifinalen. Derfor er det også svært at sige, hvordan holdets tilstand er.
Det erkender den canadiske landsholdsspiller Kianz Froese, der har lagt op til fire af Saarbrückens syv mål i pokalturneringen.
- Når vi kommer i kamp, så kan vi se det. Vi har kun spillet mod hinanden. 11 mod 11-kampe under træning, siger han til BBC Sport.
Saarbrücken spillede sig i pokalsemifinalen 3. marts med en sejr på straffesparkskonkurrence over Fortuna Düsseldorf.
Fjerdedivisionsklubben var foran med 1-0, før den danske forsvarsspiller Mathias "Zanka" Jørgensen udlignede til 1-1 kort før tid.
I den afgørende straffesparkskonkurrence stod den tyske Saarbrücken-målmand Daniel Batz for i alt fire redninger.
Han ærgrer sig over, at pokalsemifinalen nu skal spilles for lukkede døre.
- Det er skuffende for vores fans, og vi kommer til at savne dem. Min familie og venner er altid ved min side - i mit hoved og mit hjerte. Og vores fans er der også. Men der kommer ingen stemning, det bliver ligesom en træningskamp, siger målmanden til BBC Sport.
Saarbrücken var sidst i aktion den 7. marts, hvor det på udebane blev til et 0-1-nederlag mod Walldorf.
Du kan se braget mellem Saarbrücken og Bayer Leverkusen LIVE på TV3 SPORT og Viaplay - det er tirsdag aften fra kl. 20.40.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










