Gå til hovedindhold

Twente har givet AaB lov til at tale med Kusk

Twente har givet AaB lov til at tale med Kusk

Af: Ritzau

Kasper Kusks hollandske klub Twente har givet AaB lov til at tale med spilleren, men nordjyderne venter stadig svar fra hovedpersonen selv.

AaBs sportsdirektør, Allan Gaarde, har tidligere meldt ud, at han og AaB vil stå klar med åbne arme, hvis deres tidligere stjernefrø Kasper Kusk skulle have lyst til at vende snuden hjemad.

Således har man nu også meddelt det personligt til den hollandske klub.

  • Vi har informeret Twente om, at vi er interesserede i Kasper Kusk, og de har givet os lov til at tale med Kasper. Så ham har vi også meddelt, at vi er interesserede, siger Allan Gaarde til tv3sport.dk og fortsætter.

  • Vi har talt med Kasper, men har ikke fået et endeligt svar fra ham.

  • Men vi har heller ikke bedt om, at der skal falde et svar, for jeg ved, hvilken situation Kasper står i lige nu, så vi vil ikke presse noget ned over hovedet på ham, siger den 40-årige sportsdirektør.

Kasper Kusk, der inden afgangen til hollandsk fodbold i sommer, blev dansk mester og pokalmester med AaB, har dog heller ikke travlt, for AaBs tilbud bliver ikke trukket tilbage lige foreløbigt.

  • Det er væsentligt for os at sende signalet om, at vi er interesserede i ham. Men det hele afhænger af Kaspers tanker. Om han kommer hjem nu eller om nogle år er ikke afgørende, vi vil stadigvæk være interesserede i at tilknytte ham, siger Allan Gaarde.

Kasper Kusk har ikke opnået den forventede sportslige succes i Twente i sin første sæson som udenlandsprofessionel, og da han er en af de mere løntunge spillere i truppen, forventes det, at han forlader klubben til sommer, da den traditionsrige klub er røget ind i et økonomisk uvejr.

Den 23-årige fodboldspiller blev i weekenden set i Aalborg med en rejsekuffert, men han fortæller selv, at det udelukkende drejede sig om ferie. Sportsdirektøren bekræfter da også, at de to parter ikke har mødtes under besøget.

Andre gode nyheder