Gå til hovedindhold

TV: Tyskland måtte nøjes med uafgjort

Af: Ritzau

Det var langt fra imponerende, hvad de tyske verdensmestre præsterede mod upåagtede Australien onsdag aften. Se målene fra kampen, hvor tyskerne til sidst reddede lidt af æren med uafgjort.

Det australske fodboldlandshold skabte onsdag aften en stor overraskelse, da det på udebane fik 2-2 i en testkamp mod verdensmesteren Tyskland.

"Socceroos" var endda få minutter fra en regulær sensation i form af sejr, men Tyskland fik trods alt hentet uafgjort hjem mod de asiatiske fodboldmestre.

Kampen i Kaiserslautern begyndte ellers helt som forventet, og efter 17 minutter var hjemmeholdet foran. Borussia Dortmund-stjernen Marco Reus var på pletten til 1-0.

Men trods tysk overvægt i spil udlignede Australien til 1-1 efter 40 minutter på James Troisis hovedstød.

Fem minutter efter pausen kom Australien også i front, da Mile Jedinak fra godt 20 meter følte et frispark direkte ind i målhjørnet.

Det lignede den helt store sensation indtil det 81. minut, da Inters lejesvend Lukas Podolski udlignede til slutresultatet og altså reddede verdensmesteren fra 2014 fra et overraskende nederlag.

Andre gode nyheder