Tusindvis af fans stormer banen i jubel: Union Berlin er i Bundesligaen for første gang i klubbens historie
Af: Peter Schulz
Sådan her ser det ud, når man har sikret sig en historisk oprykning til Bundesligaen.
Union Berlin er i Bundesligaen for første gang i klubbens historie.
Det er en realitet efter mandagens gyser af en playoff-returkamp mod Stuttgart.
Efter 2-2 i de to holds første møde i sidste uge kunne Union Berlin nøjes med 0-0 på hjemmebane - og det var akkurat, hvad hovedstadsklubbens spillere fik kæmpet hjem.
Opgøret var ikke specielt velspillet, men det var spændende hele vejen.
Hos Stuttgart kan man ærgre sig over, at Nicolas Gonzalez stillede sig i en offside-position foran Union Berlins målmand, da Dennis Aogo smækkede et frispark i kassen i begyndelsen af første halvleg.
Men det gjorde han, og målet blev korrekt annulleret efter VAR-review.
I anden halvleg ramte hjemmeholdet stolpen to gange uden at det i sagens natur blev til scoring.
I en intens slutfase lykkedes det ikke Stuttgart at skabe en stor chance, og efter fem minutters tillægstid fløjtede kampens dommer så opgøret af til stor jubel.
Tusindvis af fans fejrede oprykningen med en baneinvasion - og du kan se de vilde jubelbilleder i videoklippet herover.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










