Gå til hovedindhold

Tidligere topspiller flygter fra kriminel bande

Tidligere topspiller flygter fra kriminel bande

Af: Ritzau

Faustino Asprilla, den colombianske forward med en fortid i Serie A og Premier League, er flygtet fra sin hjemby Tulua på grund af dødstrusler og pengeafpresning.

  • Jeg sad sammen med min far og mine søstre, da to biler rullede op foran huset, fortæller han til dagbladet El Tiempo.

  • Fire maskerede og bevæbnede personer steg ud og gav mig ordre til at kontakte deres chef for at aftale tid og sted for at betale det beløb, han krævede.

  • Hvis jeg ikke gjorde det, ville de komme tilbage og dræbe mig og min familie.

Den nu 45-årige Faustino Asprilla lavede 20 mål i 57 landskampe for Colombia og var med i to VM-slutrunder.

  • Jeg dedikerede mit liv til mit fædreland for at glæde mine landsmænd. Men i stedet for at kunne leve sammen med min familie i tryghed er jeg blevet tvunget til at forlade dem ad bagdøren og opholde mig et sted, hvor denne kriminelle bande ikke kan finde mig, siger Asprilla.

Faustino Asprilla spillede fem sæsoner for FC Parma og to for Newcastle United i 1990'erne. Han var med til at vinde såvel Europa Cup-turneringen for pokalvindere som UEFA Cup-turneringen for FC Parma.

Andre gode nyheder