Tidligere Man Utd-flop på vej til topklub i Bundesligaen
Af: Peter Schulz
Nick Powell slog aldrig til hos Manchester United, men den 24-årige offensivspiller har fået gang i karrieren igen hos Wigan Athletic.
Nick Powell har været en af de store profiler hos Wigan Athletic siden sin ankomst til klubben på en fri transfer fra Manchester United i 2016.
På det tidspunkt havde den 24-årige playmaker været udlejet fra Old Trafford til forskellige klubber - heriblandt Wigan i 2013/14-sæsonen.
Men efter skiftet har englænderen, der blot nåede ni førsteholdskampe på fire år hos Manchester United, fået en opblomstring.
I sidste sæson scorede Powell således 15 gange i 39 ligakampe i Wigan Athletics oprykningssæson, og i the Championship står han foreløbigt noteret for fire scoringer i 16 kampe.
Men nu risikerer Wigan at miste Nick Powell ved kontraktudløb til sommer.
Indtil videre har Powell ikke villet forlænge aftalen, og nu rapporterer teamtalk.co.uk, at tyske RB Leipzig med Yussuf Poulsen på holdet planlægger at tilbyde Nick Powell en kontrakt, når han 1. januar er fri til at forhandle med andre klubber.
Også Celtic samt Brighton & Hove Albion meldes interesseret i den tidligere Crewe Alexandra-spiller.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










