Gå til hovedindhold

Tidligere målsluger skal træne hollandsk storklub: 'Klar til at skabe noget særligt'

Af: Ritzau

Ruud van Nistelrooy afløser fra den kommende sæson Roger Schmidt som cheftræner i PSV Eindhoven

Den hollandske storklub PSV Eindhoven skal have ny træner til sommer, og det bliver et særdeles velkendt navn, der sætter sig i trænerstolen.

Klubben har skrevet en tre år lang kontrakt med den tidligere angrebsstjerne Ruud van Nistelrooy, der dermed får sit første trænerjob i den bedste hollandske række.

-Det har altid været en drøm at være cheftræner for PSV Eindhoven, siger Nistelrooy til klubbens hjemmeside.

Nistelrooy afløser tyskeren Roger Schmidt, der har haft ansvaret for holdet i de seneste to år. Med ham på sidelinjen vandt PSV Eindhoven for nylig samlet med 8-4 over FC København i ottendedelsfinalen i Conference League.

Den kommende PSV Eindhoven-træner spillede som aktiv 70 landskampe for Holland og scorede 35 gange.

Han etablerede sig som topangriber i netop PSV Eindhoven, inden han opnåede international berømmelse i europæiske storklubber.

I 2001 skiftede han til Manchester United og lavede de følgende fem år 150 mål i 219 kampe.

Derefter gik karrieren videre i Real Madrid, hvor målsnittet også var respektabelt. 64 gange nettede van Nistelrooy i sine 96 optrædener for klubben.

Siden han stoppede som aktiv fodboldspiller i 2012, har han fungeret som ungdomstræner i PSV, og han har i flere omgange været assisterende træner for det hollandske landshold.

-PSV er klar til at gå en ny vej til sommer, og jeg er parat til at gøre min del. Samtaler med direktionen har forsikret mig om, at vi er ambitiøse og klar til at skabe noget særligt på lang sigt, siger Ruud van Nistelrooy.

PSV Eindhoven har vundet det hollandske mesterskab 24 gange - senest i 2018.

I videoen øverst i artiklen kan du se højdepunkterne fra PSV´s seneste rivalopgør mod Ajax.

/ritzau/

Andre gode nyheder