Teenager takkede nej til Brøndby og FC Nordsjælland

Det blev et "nej tak" fra Malte Amundsen til Superliga-klubberne Brøndby og FC Nordsjælland.
Af Dennis Søndergaard
18-årige Malte Amundsen kunne have spillet i Alka Superligaen i denne sæson, men det store backtalent foretrak spilletiden hos HB Køge og afviste derfor Brøndby og FC Nordsjælland.
Den ombejlede venstreback har i efteråret været en del af den næstbedste liga klart bedste forsvar, som har holdt nullet i 8 af sæsonens første 14 kampe.
Det er ikke kun danske klubber, som zoomer ind på Malte Amundsen, der som spiller skiller sig ud ved sine offensive skills og sublime fysik.
Indtil Southampton fyrede deres chefscout, stod danskeren højt på listen i Premier League-klubben. Nu er det i stedet Viktor Fischers Middlesborough, som er i pole position omkring Amundsen. Englænderne vil gerne se HB Køge-backen an på et prøvetræningsophold i januar, erfarer TV3 Sport.
Malte Amundsen har problemfrit afløst Kristian Pedersen, som HB Køge afhændede til Union Berlin i 2. Bundesliga denne sommer for et millionbeløb.
Hør Malte Amundsens egen udlægning af interessen omkring ham i optakten til HB Køge-Vejle, som transmitteres på TV3 Sport 1 og Viaplay fra 17.15.











