Gå til hovedindhold

Sverige vælger politiker fremfor fodboldmand som præsident

Af: Frits Ahlstrøm

En tidligere statsminister skal styre svensk fodbold i de næste to år.

På årsmødet i Det svenske Fodboldforbund i Stockholm blev den 57-årige Fredrik Reinfeldt valgt som ny præsident.

Han er den 11. ordförande i Svenska Fotbollförbundet, som blev stiftet i 1904. Blandt hans forgængere er kapaciteter som Gunnar Lange, Tore Brodd og Lennart Johansson; den længst siddende præsident i UEFA (fra 1990 til 2007).

Fredrik Reinfeldt, der blev medlem af den svenske Riksdagen i 1991 og var statsminister fra 2006 til 2014, opnåede 143 stemmer, mens hans modstander, UEFA’s tidligere generalsekretær Lars-Christer Olsson, fik 111.

Flertallet foretrak altså en politiker fremfor en fodboldmand.

Fredrik Reinfeldt afløser Karl-Erik Nilsson, der ifølge statutterne var tvunget til at træde tilbage, eftersom ingen må bestride posten i mere end 12 år.

65-årige Karl-Erik Nilsson, der var FIFA-dommer fra 1994 til 2002 og borgmester i Emmaboda fra 1994 til 2006, fortsætter som UEFA’s 1. vicepræsident i yderligere to år.

Andre gode nyheder