Gå til hovedindhold

Sverige afværger åbningskatastrofe kort før tid

Af: Victor Nyrup Henriksen

Sverige var storfavoritter i deres første opgør ved VM mod undertippede Sydafrika, men det lod det ikke til, at påvirke afrikanerne, som gav Sverige alverdens problemer.

De svenske fodboldkvinder er regnet blandt outsiderne til VM-titlen, men det var svært at se i holdets VM-premiere, der var få minutter fra at ende som en fiasko.

Svenskerne var storfavoritter i den første gruppekamp mod Sydafrika, og trods tung dominans skulle der gå 90 minutter, før Sverige fik scoret det afgørende mål og scoret til 2-1.

Forsvarsspilleren Amanda Ilestedt stod for det forløsende sejrsmål efter et hjørnespark.

De stærke svenskere pressede på opgøret igennem, og til sidst var der powerplay-tilstande for at få scoret et afgørende mål.

Det burde Chelsea-spilleren Johanna Kaneryd have sørget for, men med tre minutter tilbage af kampen formåede hun ikke at ramme bolden, da hun kunne heade den i et tomt mål.

Heldigvis for hende kom holdkammeraten Amanda Ilestedt hende til undsætning lige efter og afværgede en svensk katastrofe.

Sveriges matchvinder var selv impliceret i Sydafrikas overraskende føringsmål tidligere i kampen.

To minutter efter pausen tøvede Ilestedt nemlig, da hun blev overløbet af Thembi Kgatlana. Sydafrikaneren fik afsluttet, og det gav en ripost, som Hildah Magaia var først over.

Efter den uventede sydafrikanske føring pressede Sverige endnu hårdere på, og midtvejs i anden halvleg udlignede Fridolina Rolfö.

Sverige fastholdt trykket, og helt til sidst gav det bonus.

Gruppe G tæller også Italien og Argentina. De to tager hul på gruppen med en dyst mandag.

Alle kampe kan ses på Viaplay og TV3's kanaler, og inde på Viaplay kan du finde en masse ekstra lækkert indhold om VM-slutrunden.

/ritzau/

Andre gode nyheder