Gå til hovedindhold

Superstar donerede kvart million til mad til sine fans

Samuel Eto’o er den mest scorende spiller i slutrunden om Africa Cup of Nations.

Af Frits Ahlstrøm

Angriberen, der aldrig nåede at spille en kamp som senior i sit hjemland inden, han som 16-årig flyttede til Madrid og indledte en glorværdig karriere på det europæiske kontinent, er noteret for 18 mål for Cameroun.

Samuel Eto’o blev efter ankomsten til Real Madrid CF i 1997 prompte udlejet til CD Leganés i den næstbedste række og dernæst til både RCD Espanyol og RCD Mallorca. Indimellem nåede han at spille 3 kampe i La Liga for Real Madrid.

Talentet var indlysende, men storklubben i den spanske hovedstad havde ikke tålmodighed til at vente på, det udviklede sig tilstrækkeligt til, at han kunne etablere sig i 1. holds-truppen. Og i januar 2000 overtog Mallorca ham permanent ved at betale Real Madrid omkring 40 millioner kroner og give ham en kontrakt til sommeren 2007.

Samuel Eto’o følte sig hjemme på Middelhavsøen, hvor han nød en enorm popularitet. Kærligheden mellem ham og klubbens fans var gensidig. Da Mallorca kvalificerede sig til finalen mod Recreativo Huelva i Copa del Rey i 2003 i Alicante, donerede han godt en kvart million kroner til måltider til klubbens medrejsende tilhængere.

RCD Mallorca vandt 3-0 med Samuel Eto’o som dobbelt målscorer.

I sommeren 2004 skiftede Samuel Eto’o til FC Barcelona, hvor han i løbet af fem sæsoner lavede 130 mål i 199 kampe, vandt La Liga tre gange og UEFA Champions League i 2006 og 2009; han scorede i begge finaler.

Dernæst fulgte tre sæsoner i FC Internazionale Milano, hvor Samuel Eto’o allerede i den første blev den første spiller, der vandt The Treble med to forskellige klubber: det nationale mesterskab, pokalturneringen og Europa Cup’en for mesterhold.

Med 2-0 sejren i UEFA Champions League-finalen mod FC Bayern München på Estadio Santiago Bernabéu i 2010 blev Samuel Eto’o den fjerde spiller efter Marcel Desailly, Paulo Sousa og Gerard Piqué, der vandt denne turnering to år i træk med to forskellige klubber.

Samuel Eto’o (født 10. marts 1981) lavede 371 mål i 764 kampe for CD Leganés, Real Madrid CF, RCD Espanyol, RCD Mallorca, FC Barcelona, FC Internazionale Milano, FC Anzhi Makhachkala, Chelsea FC, Everton FC, UC Sampdoria, Antalyaspor, Konyaspor og Qatar SC fra 1997 til 2019.

Dertil kom 56 mål i 118 landskampe for Cameroun med olympisk guld ved legene i Sydney, deltagelse i fire VM-slutrunder og i seks slutrunder om Africa Cup med triumfer i 2000 og 2002.

Samuel Eto’o blev kåret som Årets Spiller i Afrika i 2003, 2004, 2005 og 2010.

Siden 11. december 2021 har han været præsident for fodboldforbundet i Cameroun.

De mest scorende spillere i Africa Cup of Nations er (med antal slutrunder nævnt i parentes):

Samuel Eto’o – Cameroun – 18 (6) 

Rashidi Yekini – Nigeria – 13 (4) 

Didier Drogba – Elfenbenskysten – 11 (5) 

Kalusha Bwalya – Zambia – 10 (6) 

Joel Tiéhi – Elfenbenskysten – 10 (4) 

Francileu do Santos – Tunesien – 10 (3) 

Mengistu Worku – Etiopien – 10 (4) 

André Ayew – Ghana – 10 (6)

Efter kun 1-1 mod Guinea og 1-3 mod Senegal i sine første to kampe er Cameroun i fare for ikke at kvalificere sig til knockout-runden. Senegal fører puljen med 6 point foran Guinea med 4, Cameroun med 1 og Gambia uden point inden tirsdagens kampe klokken 18:00 – Guinea mod Senegal og Gambia mod Cameroun.

Andre gode nyheder